EMNER

Gåtur for børnenes skyld

8. juli har Birgit Hedegaard erfaret, om der er længere til Skagen end på cykel, som man engang vrøvlede.

Den dag har hun nemlig på otte dage gået fra Aalborg til Skagen og tilbage igen - alle kilometerne for at gøre opmærksom på SOS-Børnebyerne. - Og forhåbentlig kan jeg bagefter aflevere en hel masse faddere til SOS-Børnebyerne, siger sjællandske Birgit Hedegaard, der har kontakt med en række nordjyske vandrerklubber, som på den ene eller anden måde vil støtte initiativet. Alle andre er også velkomne til at gå med eller få nærmere at vide, hvad det vil sige at tegne et fadderskab i organisationen, der præsenterer sig selv om verdens største private humanitære børneorganisation, der har som mål at hjælpe nødlidende børn. Med baggrund i FN’s Børnekonvention arbejder SOS-børnebyerne for, at nødlidende børn verden over kan få et hjem, en familie og en uddannelse ... en fremtid. Sin indsats i den forbindelse har Birgit Hedegaard kombineret med sin interesse for, hvad der på Sjælland hedder gangsport. Når gåturen så finder sted i Nordjylland hænger det sammen med "Den gamle skærslippers forårssang". I Birgit Hedegaards familie synger man nemlig, når man fester - og førnævnte vise, fik en af Birgits fætre til at lufte en gammel drøm om at gå på landevejen "Fra Skagen med kurs mod Faxe". En anden fætter var straks med på idéen. - I får ikke lov at gå alene, sagde deres yngre kusine. Men inden drømmen blev realiseret fik begge fætre bøvl med bentøjet, så nu må Birgit Hedegaard - der af praktiske årsager har ændret ruten til Aalborg-Skagen t/r - gå alene. Eller rettere i følge med alle de nordjyder, der har mod på at tage skridt i en god sags tjeneste.