Gabriel fastholder indtjening trods svagt salg

AALBORG:Tekstilvirksomheden Gabriel Holding formåede at fastholde sin indtjening i regnskabsårets første ni måneder, selv om omsætningen faldt, og omkostningerne til markedsføring af nye produkter steg kraftigt. Hertil kom udgifter til etableringen af et kontor i Kina. Nettooverskuddet var således uændret 9 mio. kr., mens omsætningen faldt med 5 pct. til 143 mio. kr. For 2002/2003 venter ledelsen fortsat et nettooverskud på 8-9 mio. kr. og en omsætning på 180 mio. kr. Der er dermed lagt op til et nulresultat i 4. kvartal, der traditionelt er svagt, fordi det omfatter sommerferiemånederne. Gabriel Holding har delt sit virke op på de tre forretningsområder Contract, Home og Transport, der producerer stoffer til henholdsvis kontormøbler, møbler til hjemmet og sæder i fly, tog mv. Det klart største forretningsområde er Contract, der tegner sig for trefjerdedele af den samlede omsætning. I de første ni måneder faldt områdets salg med 7 pct., primært fordi en stor dansk grossistkunde har valgt at gøre sine indkøb andre steder. Bortset herfra går det fremad. - Gabriel Contract har succes med at etablere samarbejde med nye større møbelproducenter, fået tilført produkter og vinder markedsandele i det svage marked, står der i ni-månedersrapporten torsdag. I Gabriel Home er omsætningen steget med 15 pct. i årets første ni måneder, da nye kunder og produkter fra de seneste år er begyndt at få effekt. Ledelsen anfører dog, at væksten aftog i 3. kvartal, da salget blot lå på niveau med sidste års i samme periode. Værre går det i Gabriel Transport, hvor igangværende togprojekter er trukket i langdrag og de svage konjunkturer har ramt krydstogtsektoren. Omsætningen faldt her med 38 pct. til små 7 mio. kr., og ledelsen har besluttet at gennemføre en omstrukturering af forretningsområdet. (RB-Børsen: Tlf: 33411148 Fax: 33937450 E-mail: redaktionrb-borsen.dk)