Gaddafi truer

Libyen 25. februar 2011 22:24

TRIPOLI: Libyens trængte leder, Muammar Gaddafi, vil give sine tilhængere adgang til Libyens våbenlagre, hvis det bliver nødvendigt for at nedkæmpe modstanderne af Gaddafis regime. - Hvis det er nødvendigt, vil vi åbne arsenalerne for at bevæbne hele det libyske folk og alle libyske klaner, sagde han i en tale til titusinder af tilhængere i hovedstaden Tripoli. - Vi kan knuse enhver fjende. Vi kan knuse den med folkets vilje, fastslog Gaddafi i en tale til sine tilhørere på Den Grønne Plads i Libyens hovedstad Tripoli. Det var Gaddafis tredje tale i denne uge. Tidligere har han opfordret sine tilhængere til at knuse det oprør, der er indledt mod hans styre, ligesom han har sagt, at terrornetværket al-Qaeda står bag oprøret. Fredag aften var der meldinger om, at dele af hovedstaden Tripoli nu kontrolleres af Gaddafi-modstandere, men det var ikke umiddelbart muligt at få oplysningen bekræftet. Øjenvidner siger til Reuters, at tre byer - Yefren, Zenten og Jadu - i regionen sydvest for Tripoli heller ikke er under regeringens kontrol længere. /ritzau/Reuters

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...