Film

Gade bad instruktør filme afskedsdøgn

Den tidligere forsvarsminister Søren Gade fik filmet sine sidste to døgn som minister. "Meget atypisk", mener politisk kommentator

Tidligere forsvarsminister Søren Gade (V) fik instruktøren Kasper Torsting til at følge sig inden sin afgang som minister. Arkivfoto: Scanpix

Tidligere forsvarsminister Søren Gade (V) fik instruktøren Kasper Torsting til at følge sig inden sin afgang som minister. Arkivfoto: Scanpix

KØBENHAVN:Den nu tidligere forsvarsminister Søren Gade (V) orienterede som en af de allerførste en filminstruktør om sin beslutning om at trække sig fra dansk politik. Derfor kan TV2 i morgen vise dokumentarfilmen "Søren Gade - de sidste 48 timer", der følger ministeren fra sidste søndag, til han trådte tilbage tirsdag og vendte hjem til Holstebro. Politisk kommentator Hans Engell kalder Søren Gades ageren "meget atypisk". - Det er første gang i den politiske historie, det er sket, og det tyder på, at han selv har villet riste sin egen minderune, siger Hans Engell. Han mener, at Søren Gade i den seneste tid har følt sig ensom og isoleret internt i regeringsblokken i forbindelse med den verserende sag om forsvarslækage, der handler om, at TV2 fik nys om en hemmelig soldatermission i Irak. - Det skal også ses i det lys, at han siger farvel til politik på denne måde. Fordi han ikke følte, at han skylder nogen noget, vurderer Hans Engell. Instruktøren bag filmen er Kasper Torsting, der også stod bag en relativt ny portrætfilm af Søren Gade, "Krigsministeren", som blev sendt på TV2 for nylig. Torsting fik sidste søndag et opkald fra Søren Gade selv. - Han sagde: "Kasper, nu fortæller jeg dig noget, som kun statsministeren, og nogle få andre er bekendt med. Og det gør jeg, fordi jeg har fuld tillid til dig", erindrer Kasper Torsting fra samtalen, hvor Søren Gade inviterede Torsting med kamera op på kontoret. - Han ved, at jeg ikke har en undergravende politisk agenda, men at den metode, jeg arbejder med, er baseret på tillid, lyder det fra Kasper Torsting. Ifølge Hans Engell kan Søren Gade også kun være tilfreds med det billede, Kasper Torsting tegnede af ham i Krigsministeren. - Så han har vel vurderet, at der lå en mulighed for selv at styre omtalen i forbindelse med sin egen afgang, siger Engell. Ifølge medieforsker på Københavns Universitet Stig Hjarvard er politikere de seneste cirka ti år blevet mere bevidste, om at de selv kan være med til at skrive deres biografi. - Her er der en genre, de kan abonnere på i lige den situation. Det er interessant, at Søren Gade så bevidst selv har villet sætte sin afgang i scene. Måske fordi han gerne selv har villet kunne tegne sit eftermæle, siger Stig Hjarvard. /ritzau/