København

Gade: FE er ved at forny sig

KØBENHAVN:Forsvarsminister Søren Gade (V) er ikke forundret over resultatet af en undersøgelse blandt ansatte i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), der viser, at tjenesten fortsat har sit fokus rettet på de tidligere østlande. Den holdning har indtil for nylig domineret hele forsvaret, siger han. - Hele forsvaret har indtil nu levet i den kolde krigs skygge, og det er ikke forsvarets skyld, men politikernes, siger Søren Gade. Derfor vil han ikke afvise kritikken, men den er efter hans mening "tilbageskuende", fordi Forsvarets Efterretningstjeneste lige som forsvaret i øvrigt er ved at blive moderniseret og tilpasse sig en ny verden. Kritikken af Forsvarets Efterretningstjeneste står at læse i et endnu ikke offentliggjort speciale fra Københavns Universitet. Det er skrevet af cand.scient.pol. Søren Stauning. /ritzau/