Gade fylder 75 år

Sven Ove Gade fylder i dag 75 år.

Sven Ove Gade fylder i dag 75 år.

¤Sven Ove Gade, forfatter, debattør, foredragsholder og ikke mindst fhv. chefredaktør, fylder i dag 75 år. Er der én ting, man bør huske tidligere Ekstra Blads-chefredaktør Sven Ove Gade, er det avisens stærkt omdiskuterede kampagne i 1997 om "de fremmede". Historien om Sven Ove Gade er historien om landmandssønnen fra Fredericia, der blev uddannet civiløkonom, var redaktør på Politiken og underdirektør i Industrirådet, før han fra 1972 til 2000 var på Ekstra Bladet. Sven Ove Gade har aldrig lagt skjul på, at han er et kristent menneske, og i bogen "Tag et brækmiddel! Folkekirken og missionsbefalingen" fra 2006 argumenterer han for, at folkekirken i højere grad bør missionere. Men også som chefredaktør skulle han efter sigende kunne belære kolleger, der gjorde nar ad kristendommen, hvilket der ifølge Falbert ind imellem kunne være grund til blandt "den bande hedninge, der altid har færdes på Ekstra Bladet". Derudover karakteriserer Bent Falbert den tidligere chefredaktørkollega som værende udstyret med "et meget voldsomt temperament" og ikke mindst "en inderlig tro på, at han selv er bedre til at gennemskue verdens problemer end de fleste andre". - Han kunne blive meget vred på folk, han var uenig med. Han kunne blive så vred, at han slog i bordet, så kaffekopperne dansede. Hans temperament kunne være meget eksplosivt, husker Bent Falbert om redaktionsmøder med Sven Ove Gade, som han sad i chefredaktionen sammen med i 15 år. Falbert tilføjer dog, at Sven Ove Gade "i almindelighed er til at diskutere med". Siden Sven Ove Gade i 2000 stoppede på Ekstra Bladet, har han ud over ovenstående bog skrevet en række biografier og er desuden fast kommentator på Morgenavisen Jyllands-Posten. Til foråret udkommer endnu en bog fra hans hånd, nemlig om modstandsmanden Jens Toldstrup. Sven Ove Gade er gift på 37. år med tidligere Ekstra Blads-journalist Jonna Gade. De bor i Birkerød og har tre børn. /ritzau/