Gade og Juul: En succeshistorie
Det begyndte ved en tilfældighed, men firmaet Gade og Juul Design er bare vokset og vokset

Malene Gade (tv) og Henriette Juul er indehavere af smykkefirmaet Gade og Juul Design, der blandt andet bruger shell-perler - rigtig mange shell-perler.
Galleri - Tryk og se alle billederne.
Malene Gade fra Hjallerup og Henriette Juul fra Vodskov trækker selv på smilebåndet, når de fortæller historien om deres smykkefirma: Gade og Juul Design. Og det er da også en pudsig historie, der begyndte ved en tilfældighed: I 2009 var de to veninder og pædagoger ansat i en specialbørnehave i Dronninglund. På et tidspunkt deltog de i en konference sammen med andre pædagoger fra hele landet. Henriette Juul havde taget nogle perler med, og i en pause lavede de nogle kæder, som de tog på ved en fest om aftenen. Og de øvrige konferencedeltagere var begejstrede: - Vi fik 10 bestillinger den aften, og det var der, det hele startede, fortæller Malene Gade. Hjemme i det nordjyske begyndte de at undersøge, hvor de blandt andet kunne købe shell-perler. - Og det var jo helt vildt, da vi så handlede for 2000 kroner perler, griner Malene Gade. For i dag er det væsentligt højere, der bliver bestilt for. Dagen inden, at NORDJYSKE besøger firmaet, er der blevet leveret 125 kilo perler. I øvrigt privat hos Henriette Juul på Kløvermarken 42 i Vodskov, for de to indehavere arbejder stadig hjemmefra. Det begyndte at gå stærkt, da Gade og Juul tog hul på home parties: Altså hvor en værtinde inviterer nogle af sine veninder hjem til sig, og hvor firmaet så præsenterer sine smykker. - Vi var meget spændt på, hvordan det ville udvikle sig. Vi havde hørt fra andre, at vi skulle forvente, at mange home parties ville blive aflyst. Så vi bookede bare op. Og så var jeg jo af sted hver anden aften, for der kom stort set ingen aflysninger, fortæller Malene Gade, der tog sig af den del af forretningen. I dag er hun fuldtidsansat i Gade og Juul Design, mens mens Henriette Juul stadig er i arbejde som pædagog og bruger "fritiden" på firmaet. Nu er der syv konsulenter ansat til at tage sig af home parties - fra Aarhus i syd til Hjørring i nord. Mund-til-mund-metoden og udstillinger har givet kunder i butikken, og Gade og Juul har også succes med at tilbyde en firmakasse. Det er en kasse med smykker, der afleveres på en virksomhed, så de ansatte kan handle smykker i arbejdstiden. Farverige kollektioner Gade og Juul kan i dag præsentere 16 kollektioner, og en del af konceptet er, at shell-perler - der kan skaffes i alverdens farver - går igen. - Derfor kan man også kombinere smykkerne på tværs af kollektionerne. Og når der kommer nyheder, kan kunderne matche dem med noget, de har i forvejen, forklarer Henriette Juul. De to designere lavede selv alle smykker i begyndelsen. I dag har de stadig fat i alle smykker for at sikre, at de lever op til den ønskede kvalitet, men de får hjælp til de mest basale ting - dels ved udenlandske leverandører, dels ved at have nogle unge piger ansat. Gade og Juul Design står over at skrive et nyt kapitel til succeshistorien: Til sommer lanceres en netbutik på deres hjemmeside www.gadeogjuul.dk, og fra 23. til 25. marts er de med på Forårsmessen i Aalborg. Der er mere fokus på markedsføring, og en professionel fotograf har netop lavet nye modelbilleder, så smykkerne præsenterer sig bedre. Bag enhver succesfuld... Det hører med til historien, at de to veninder ikke står alene med hele arbejdet. - Det er blevet et familieforetagende. Vores mænd trækker en stor del af læsset, fortæller Malene Gade. Dennis Gade Pedersen er til daglig divisionchef i et IT-firma, mens Claus Juul er ejendomsfunktionær. De har knoklet med alt fra leverandører i udlandet over design af logo til forberedelserne af den nye webshop. - Det er en livsstil at være selvstændig, og så er det jo fantastisk, at vi kan være fire om det. I det hele taget er det et drømmescenarium, at vi kan forene venskab og familie, hobby og arbejde, siger Malene Gade. Lige nu "buldrer toget derudad", som de selv udtrykker det. Kunsten er så at stoppe op en gang imellem og holde fast i, at de stadig skal være tro mod deres koncept. - Vi er stadig et lille, intimt firma, og det vil vi også gerne blive ved med at være, fastslår Henriette Juul. Det gælder blandt andet den tætte kontakt til konsulenterne, som der måske nok skal være flere af på sigt, men måske højst 10-15 stykker.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.