Gade tager terrortrussel alvorligt

Forsvarsminister Søren Gade giver under et møde med sin amerikanske kollega udtryk for, at han tager den aktuelle terrortrussel mod Danmark alvorligt

WASHINGTON:Den danske forsvarsminister, Søren Gade (V), gav under et besøg mandag hos sin amerikanske kollega Donald Rumsfeld udtryk for, at han tager den aktuelle terrortrussel mod Danmark alvorligt. - Det er første gang, at der har været en så højlydt trussel, som har været henvendt direkte til Danmark, konstaterede Gade udenfor det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, i Washington. - Vores efterretningsvæsen - både i militæret og i politiet - er i beredskab hele tiden. Vi må være årvågne i forhold til denne trussel på samme måde som USA, sagde Gade, der mandag indledte et ugelangt besøg i Washington. Gade og Rumsfeld berørte tilsyneladende ikke den danske sag om påståede mishandlinger af fanger i Irak. Rumsfeld sagde, at det ikke var tilfældet, og Gade nævnte, at de havde talt om problemet med krigsfanger på deres seneste møde under NATO-topmødet i Istanbul i slutningen af juni. - Der er en undersøgelse i gang i Danmark. Hvis der er gjort noget forkert, vil vi tage hånd om det. Det kan jeg forsikre om, sagde Gade. - Vi lever i et samfund - både Danmark og USA - med et retssystem, og hvis man har gjort noget forkert, må en dommer tage stilling til det. Sådan er det i et demokrati, fastslog den danske forsvarsminister. Efter mødet med Rumsfeld sagde Gade desuden, at Danmark indstiller udleveringen af tilbageholdte irakere til de irakiske myndigheder, efter at den midlertidige irakiske regering har vedtaget en lov, der genindfører dødsstraf. Foruden mødet med Rumsfeld skal Gade mødes med USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Condoleezza Rice og viceudenrigsminister Richard Armitage. Endvidere skal Gade besøge en base for marineinfanterister i Qantico, Virginia, og en flådebase i Norfolk, Virginia, inden han tager videre til New York til samtaler på den danske FN-mission og med andre FN-diplomater. /ritzau/