Gade vil ikke jagte deansvarlige for pengespild

Spionflyet Tårnfalken kostede 436 mio. kr. men kom ikke i luften. Statsrevisorerne skælder voldsomt ud. Forsvarsministeren vil lære af processen

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Forsvarsminister Søren Gade (V) skal i et samråd i Folketinget forklare, hvordan forsvaret har kunnet bruge 436 millioner kroner på det ubemandede spionfly Tårnfalken, som ikke kunne flyve. Foto:Scanpix

KØBENHAVN:De militære topfolk, som har ansvar for det mislykkede spionfly Tårnfalken, står ikke i skudlinjen trods et enormt pengespild. Både Rigsrevisionen og statsrevisorerne kritiserede onsdag skarpt forsvarets top for at have spildt 436 millioner skattekroner på de 10 ubemandede fly, der aldrig kom i luften for at beskytte danske soldater i udlandet. Men foreløbig tænker forsvarsminister Søren Gade (V) ikke på at finde ansvarlige for projektet. - Det er for tidligt at sige. Det er en misère, som startede helt tilbage i 1995-1996, og derfor sidder mange af enkeltpersonerne andre steder i dag. Jeg mener, det er vigtigere at lære af processen end at jagte enkeltpersoner, siger Søren Gade til Ritzau. - Jeg vil lære af de her erfaringer, så jeg kan se skatteborgerne i øjnene og sige, at denne situation ikke gentager sig, siger forsvarsministeren. Han fremhæver, at forsvaret har nu fælles indkøb og advokater vil blive brugt i forbindelse med udarbejdelse af kontraktudarbejdelse, “så vi ikke igen kommer i en situation, hvor skatteborgernes penge er spildt.” Forsvarsministeren er kaldt i samråd om sagen, som har ført til en af de større næser til toppen i forsvaret. Efter at være forelagt en kritisk rapport fra Rigsrevisionen udtalte statsrevisorerne, at de “skarpt kritiserer, at hærens og flyvevåbnets øverste kommandomyndigheder samt forsvarets øverste ledelse ikke har udvist det nødvendige engagement i sagen”. Forsvaret undlod at give Folketingets Finansudvalg oplysning om, at der var tale om et risikabelt udviklingsprojekt og ikke en færdigprøvet hyldevare, da projektet blev indledt. Og ledelsen accepterede at modtage fly, som lige havde vist sig ikke at virke, da de blandt andet styrtede ned i en test. Formanden for statsrevisorerne, Peder Larsen (SF), siger, at forsvarets håndtering af sagen ikke har været et eksempel på god ledelse. Statsrevisor og major Helge Adam Møller (K) kalder det “civil slinger”og en sag, som forsvaret ikke kan være stolt af. Ingen af dem mener, at Folketinget direkte er ført bag lyset. Og de er tilfredse med, at projektet blev stoppet ved 436 millioner kroner i 2005, selv om nogle af flyene var begyndt at kunne flyve. Forsvarsminister Søren Gade siger, at forsvaret i et lille land som Danmark fremover skal benytte sig af hyldevarer, der er afprøvede og virker. /ritzau/