EMNER

- Gadebelægning duer ikke

Borgerforeningen i Aabybro utilfreds med belægningen på Østergade. Den giver ujævn og rystende kørsel

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Rumlende biler og rystede cyklister - det er resultatet af den nye belægning på Østergade i Aabybro. Nu vil borgerforeningen, som har fået mange reaktioner fra utilfredse trafikanter, have gjort arbejdet ordentligt færdigt. Foto: Claus Søndberg

Det skulle være så godt, og så er det faktisk skidt. Den sang er der al mulig grund til at nynne, når man færdes på Østergade i Aabybro, mener borgerforeningen. Det er specielt strækningen fra Irisvej til indkørslen til butikscentret, der giver anledning til kritik, fordi den er meget ujævn at færdes på, og på det seneste bestyrelsesmøde i Aabybro Borgerforening blev det besluttet at sende et åbent brev om problemet til kommunens borgmester Mogens Gade. - Det kan ikke passe, at gaden skal se sådan ud, og vi har også fået mange henvendelser fra borgere, især cyklister, der er utrygge ved at færdes på den, oplyser borgerforeningens formand Christian Jensen. - Om det er fordi belægningen ikke kan holde til lastbilerne, der kommer og afleverer varer, ved vi ikke. Men det må være rimeligt at forlange, at arbejdet bliver gjort færdigt, enten ved at blive lagt om eller udført på en måde, så vejen bliver mere jævn at færdes på. Christian Jensen forklarer, at borgerforeningen selv har skubbet på for at få renoveret Østergade, og at man stadig mener at det har pyntet gevaldigt på området. - Men arbejdet skal gøres ordentligt færdigt, fastholder han. Fra Jammerbugt Kommunes tekniske forvaltning oplyser driftschef Hans Vium, at der verserer en sag om problemet, og at han derfor ikke kan udtale sig om status for Østergade eller udsigterne til en forbedring. Det er ikke lykkedes at træffe Mogens Gade for en kommentar. Christian Jensen oplyser, at foreningen endnu ikke har fået en reaktion på det åbne brev, som blev afsendt i begyndelsen af ugen.