Udland

Gadekampe forud for polsk-russisk EM-kamp

Polske og russiske fodboldfans kaster fyrværkeri og flasker mod hinanden under sammenstød forud for EM-kamp.

Gadekampe forud for polsk-russisk EM-kamp

Polsk politi anvender vandkanoner og tåregas mod voldelige fodboldtilhængere i Warszawa forud for EM-opgøret mellem værtslandet Polen og dets gamle fjende Rusland.

En korrespondent fra nyhedsbureauet AFP så adskillige personer blive anholdt, mens politi med hunde og skydevåben fyldt med gummikugler omringede det store nationale stadion.

Urolighederne eskalerede, da polske fodboldtilhængere sendte fyrværkeri mod russiske fangrupper, som svarede igen ved at kaste med flasker.

- Vi er klar til at slås. Vi vinder 3-1, siger en russisk tilskuer på vej ind mod stadion.

Omkring 12.000 russere er i Warszawa for at se kampen og spændingerne er taget til voldsomt til forud for opgøret, der betegnes som "den største sikkerhedsopgave" nogensinde for de polske myndigheder, da der i århundreder har været et udbredt had mellem de to folkeslag.

Politiet har oprettet en stødpudezone mellem tilskuere fra de to lande, men flere grupper brød igennem den under gadekampene.

Den polske indenrigsminister, Jacek Cichocki, bekræfter, at politiopbuddet er større end normalt.

- Fulde fans efter kampen og i midten af byen ved midnat er det, som bekymrer os mest, siger premierminister Donald Tusk.

Tusk siger samtidig, at beskyldninger om racisme i Polen er overdrevne.

- Lad os være ærlige. Der er racistiske og antisemitiske holdninger blandt polske hooliganer, men jeg protesterer mod dem, der hævder, at fænomenet tager til i landet, siger han.

Den polske regeringsleder, der selv er stærkt optaget af fodbold, forudsiger, at Polen vinder kampen 4-0.

- Men min fornuft og min fodboldviden fortæller mig, at det bliver en svær kamp, tilføjer han.

/ritzau/AFP