Aalborg

Gadelygter kan spare millioner af kroner

Intelligent gadelys, der kun er tændt, når der er trafik, er ved at blive en realitet.

Intelligent gadelys, der kun er tændt, når der er trafik, er ved at blive en realitet

Intelligent gadelys, der kun er tændt, når der er trafik, er ved at blive en realitet

Der ligger et gigantisk sparepotentiale i det danske gadelys - faktisk vil man med ny teknologi i visse perioder kunne spare op mod 90 procent af den energi, der bliver brugt til at lyse gader og stræder på i dag. Det skriver ing.dk. Mirakelmidlet hedder LED-lys, der kan reguleres i lysstyrke samt bevægelsessensorer bygget ind i armaturerne. På den måde kan man nøjes med at have fuld blus på lamperne, når der er nogen at lyse for, og ellers holde dem slukket. Teknikken kan ikke bruges med de nuværende sparepærer, man bruger i gadelamper, fordi de er for længe om at komme op på fuld lysstyrke. En gruppe forskere fra Aalborg Universitet gennemførte sidste sommer et testforsøg med teknologien i Blekingegade i København, og med de erfaringer rigere vil man nu til at i gang med et større forsøg. Der skal opsættes fem-ti armaturer, så man kan teste, om teknikken virker ordentligt; blandt andet skal der tages højde for bevægelsen på gaden, så lamperne tænder længere fremme, efterhånden som en trafikant bevæger sig ned ad gaden. Bo Stjerne Thomsen, der er robotdesigner hos Teknologisk Institut, siger til ing.dk, at potentialet for energibesparelser er ganske enormt. - Når der ikke er aktivitet på gaden, hvilket mange steder er meget udbredt efter kl. 20 om aftenen, står vores lamper på standbytilstand og bruger kun 5-10 procent af strømmen i en normal lampe. På den måde kan vi spare en uendelig mængde strøm, forklarer Bo Stjerne Thomsen. Der er flere end 600.000 gadelygter i Danmark, og omkring en tredjedel skal skiftes inden for de næste fem år.