EMNER

Gadelygterne vender den forkerte vej

En håndfuld beboere på Plantagevej har savnet lygtepæle, siden rundkørslen ved biografen blev etableret

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Beboerne bad om gadelys allerede sidste år, men lyset i rundkørslen er nok, lyder kommunens svar. Foto: Bente poder

HJØRRING:I mørke er alle katte grå, og parkerede biler bliver lidt nemmere at bryde uforstyret ind i. Det mener i hvert fald en håndfuld beboere på Plantagevej, der i forbindelse med etableringen af rundkørslen ved Hjørring Biocenter mistede deres gadebelysning og ikke har set noget til den efterfølgende. I efteråret 2006 skrev de derfor til Hjørring Kommune og efterspurgte gadelys på Plantagevej. - Det her må være den eneste vej i hele Hjørring by, der ikke har gadelys, siger Jens Reinert Jensen, der har boet på Plantagevej i seks år. - Det første stykke tid, var her en lysstander, men den er aldrig kommet op igen efter rundkørslen blev lavet, fortæller Jens Reinert Jensen. Da rundkørslen blev etableret blev der trukket kabler ind til plantagevej, fortæller elinstallatør, Poul Brøndum, fra ENV. - Når alt alligevel er gravet op, så gør man gerne det, at man sørger for, at lægge kabler ned, så det er klar til, hvis der skal laves noget på et tidspunkt, siger han. Det undrer Jens Reinert Jensen, at der ikke er sket noget i sagen. Nu er det efterhånden længe siden rundkørslen blev etableret - arbejdet stod på i november og december måned 2004 - og beboerne må stadig kigge langt efter deres gadelamper. - Der er ikke sket noget som helst. Vi fik bare at vide, at det ikke var med på budgettet, og at der ikke var råd, siger Jens Reinert Jensen. På Hjørring Kommunes tekniske forvaltning, kan Mogens Christensen godt huske henvendelsen fra beboerne. - Vi diskuterede det i forbindelse med byggeriet. Og dengang var vores vurdering, at det lys, der er sat i rundkørslen, giver tilstrækkeligt med lys, siger Mogens Christensen. Det ærgrer Jens Reinert Jensen. - Gadelygterne i rundkørslen vender væk fra Plantagevej, så de hjælper os ikke, siger han. I det svar kommunen gav beboerne med Jens Reinert Jensen, står der, at spørgsmålet vil blive taget op igen i 2007. - Det har vi gjort, og i år var budgetsituationen den samme. Der var ikke sat midler af til nyetablering, siger Mogens Christensen. Forvaltningen har endnu ikke detaljeret kendskab til vilkårene i budget 2008, men for nuværende er der ingen planer om gadelys.