Gaderøver forsøgte at påkøre offer
31-årig mand skal i fængsel for et røveri begået i Aalborg

Arkivfoto: Torben Hansen Foto: Torben Hansen
AALBORG:En 31-årig mand fra Aalborg blev onsdag idømt seks måneders ubetinget fængsel blandt andet for et gaderøveri.
Omkring kl. 4 om natten 14. september sidste år ved Skibsbyggerivej i Aalborg stjal han en mobiltelefon og 4000 kroner i kontanter fra en forbipasserende ved at true og slå og sparke personen i hovedet flere gange.
Ville påkøre tyverioffer
Derudover blev den 31-årige dømt for at have forsøgt at påkøre en mand ved Østre Havn Strandpark i Aalborg tilbage i oktober sidste år. Manden var egentligt også tiltalt for med trusler og vold at have stjålet 1500 kroner fra ham.
Han blev dog kun kendt skyldig i at have fulgt efter manden i sin bil og for flere gange at forsøge at påkøre ham. Derudover blev han dømt for at stjæle mandens mobiltelefon, som han tabte under forfølgelsen.
Nægtede sig skyldig
Ved Retten i Aalborg nægtede han sig skyldig i begge episoder, og det var manglende vidneudsagn, der gjorde, at den 31-årige ikke blev dømt i alle forhold. Det oplyser anklager Mikkel Holdensgaard.
Den idømte, som nu skal seks måneder i fængsel, er tidligere dømt for lignende kriminalitet. Han modtog dommen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.