Teater

Gadeteater til karneval

Karneval i Aalborg indgår i stort europæisk samarbejde med ni lande om at udveksle erfaringer med gadeteater.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Charles Beauchamp er en af de internationale kunstnere, der har været med til at sætte præg på kostumerne til Aalborg Karneval - her på en workshop på Hjallerup Skole. Et nyt projekt kommer til at tilføre karneval mere gadeteater med inspiration fra.

Om et par år vil man kunne se flere trupper i paraden til karneval, der fortæller en historie. Gerne politiske og satiriske med kant, hvis det står til Karneval i Aalborgs bestyrelsesformand. - Ud over at vise flotte vogne og kostumer frem i optoget, skal vi arbejde med at fortælle en tydelig historie. Publikum må gerne få både noget til øjet og en fortælling med en holdning - som et rullende teaterstykke, siger Hans Rønnau. Det bliver understøttet af et EU-projekt mellem ni lande de kommende fire år, når det efter planen til april officielt godkendes i EU. - Mit mål er, at folk i højere grad skal fortælle en historie med den dragt, de har brugt lang tid på at konstruere, ud over at drikke øl, siger Hans Rønnau. Gode erfaringer Det kan ses i paraden, når Karneval i Aalborg deltager i samarbejder med andre karneval i Europa. De har netop afsluttet et treårigt projekt sammen med karnevallerne i Luton (England) og Hamborg om at udvikle gadekunst. Det har blandt andet betydet større og flottere kostumer. - Det har sat voldsomme fodaftryk, som igen har trampet nye kreative stier, siger Hans Rønnau. 1000 børn og 250 lærere i Nordjylland har lært teknikker og nye materialer at kende, ved at karnevalskunstnere fra Luton og Hamborg har holdt workshops for trupper, kunstskoler og lærere. Det nye projekt involverer i alt 12 partnere fra Finland, Sverige, Grækenland, Polen, Rumænien, Spanien, England og Tyskland. Gruppen fra Barcelona ser Hans Rønnau frem til at vide mere om. De har en meget eksperimenterende tilgang til mobilt gadeteater, og gruppen fra Krakow har et udtryk, der minder mere om Bertolt Brecht.