Gældssanering lettere i Aalborg

KØBENHAVN:Det er ikke lige meget, hvor i landet man bor, hvis man søger om at blive gældssaneret. Det er langt lettere at få sat sin gæld ned eller helt slettet, hvis man bor i eksempelvis Aalborg, end hvis man er bosat i København. Det viser en gennemgang af antallet af gældssaneringer i 2009, som forfatteren bag bogen Vejen til Gældssanering, revisor Jørgen Juel Hansen, har lavet. - Forklaringen er, at skifteretterne behandler sagerne forskelligt. Og det er beklageligt, når man ved, at der blev lavet nye regler i 2005, der skulle sikre mere ensartethed, siger Jørgen Juel Hansen. Opgørelsen viser, at det er bedst at bo i Holstebro, for her havde man størst chance for at få en gældssanering sidste år. Her er antallet steget med 37 procent til 71. Herefter kommer Odense, hvor 15 procent flere, mens stigningen var på 14 procent i Aalborg. Og det er for første gang nogensinde, at skifteretterne i Odense og Aalborg har haft flere gældssaneringer end i København. I bunden ligger Sø- og Handelsretten i København. Her faldt antallet af gældssanerede fra 127 i 2008 til 78 sidste år, svarende til et fald på 39 procent./ritzau/