Gældsslaver og julesmåkager

Torsten Henningsen fra Brønderslev virker i Nepal for Mellemfolkeligt Samvirke

Anne Mette Nordfalk
Torsten Henningsen møder de lokale i Nepal for at snakke om fremtiden.Privatfoto
EMNER 8. december 2007 05:00

BRØNDERSLEV/NEPAL: Mønsterlandsbyer a la Lejre forsøgscenter, blomkål i snorlige rækker og oksespand fra jernalderen. Det er hverdag for Torsten Henningsen fra Brønderslev. Torsten Henningsen bor en dags kørsel fra Nepals hovedstad Kathmandu i Nepals sydlige lavland, hvor han det sidste års tid har været organisationsrådgiver udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke. Det er morgen i det nepalesiske lavland, hvor flade rismarker dækker synsfeltet i små firkanter helt hen til de grønne bakker i horisonten. Det er først i december og det betyder 25 grader og solskin her i området, der ellers store dele af året er stegende hedt. To unge mænd på motorcykel forstyrrer morgenstilheden. Den ene er Torsten Henningsen, udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke, den anden hans lokale kollega og tolk Sanjay. Store dele af deres tid bruger de to på kontoret i den lokale organisation Kalika, hvor Torsten er rådgiver, men i dag skal de ud og mødes med nogle af de landsbyboere, hvis liv deres organisation er med til at ændre til det bedre. Torsten og Sanjay gør holdt ved en skole, en kæmpestor murstensbygning bygget af Unicef, som står i skarpt kontrast til landsbyen ved siden af. Her ligner alle husene noget fra en fjern lerklinet fortid. En gruppe landsbymænd med hvide turbaner og lændeklæder tager imod og viser landsbyen frem. Den er skinnende ren og omkranset af grøntsagerne i snorlige rækker. ¿Det er en slags mønsterlandsby¿, siger Torsten og forklarer, at det vil sige, at landbyen har fået en masse støtte i form af information og kurser, så alle i området kan lære af dem. Før landsbyboerne kom i kontakt med den lokale organisation, som Mellemfolkeligt Samvirke samarbejder med, var de gældsslaver. Dvs. de arbejdede for den lokale godsejer uden betaling. Gældsslaveri er forbudt i Nepal, men det vidste landsbyboerne ikke noget om. Nu har de opnået rettigheder til jorden, har fået træning i hvordan de dyrker grøntsager mere effektivt og hjælp til at søge om penge til den skole, der nu knejser ved siden af landsbyen. Ret til egen jord har betydet, at landsbyboerne kan dyrke og sælge grøntsager og det er de selvfølgelig glade for. Men kampen om jorden er måske ikke slut endnu. - Det var den tidligere borgmester, der gav os jorden, et rigtigt certifikat skal man have inde Kathmandu og i øjeblikket fungerer jordkommissionen ikke, forklarer landsbyboernes talsmand Ratiram, en ældre mand med et alvorligt ansigt, da rundturen er slut og alle sidder foran skolen. Torsten Henningsen har fået at vide, at Ratiram i starten kun kunne fremstamme et par enkelte ord på nepals officielle sprog nepali. Nu taler han højt og klart omend han med mellemrum må slå over i sit eget sprog tharu. - De er kommet utrolig langt, forklarer Torsten Henningsen om landsbyboerne. Men de fleste har ikke nogen uddannelse, så de er stadig udsatte. Det er her skolen kommer ind. - Den er ret god, er Torsten Henningsens vurdering ¿nu gælder det bare om at få børnene til at møde op hver dag¿, tilføjer han og forklarer videre, at der ikke er nogen skoletradition ude på landet. Uden skolegang er landsbyboerne fortsat afhængige af de veluddannede i de lokale udviklingsorganisationer, så det er et utrolig vigtigt skridt for demokrati og udvikling, at børnene får en ordentlig skolegang. Nepal er lige nu midt i en yderst skrøbelig demokratiproces. For lidt over et år siden sluttede 12 års borgerkrig. Torsten og hans kæreste Karen, som også arbejder for Mellemfolkeligt Samvirke skal fejre jul med familien i Danmark i år, men de forsøger også at julehygge i deres nepalesiske hjem. Med dansk julemusik i ørerne forlader vi Torsten og Karen og deres arbejde i Nepals lavland, i håb om, at der er mere retfærdighed til de fattigste denne jul.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...