Gærum

Gærum trak folk til huse

Søndagens Åben By blev en god oplevelse

GÆRUM:Godt skjult på en lille boligvej i Gærum ligger en virksomhed med 20 ansatte, Conprint, der er specialfirma for konvolutter. Ikke under 75 mio. konvolutter tilvirkes, trykkes og forsendes årligt af de 20 ansatte her på Mosevej. Søndag stod maskinerne ganske vist stille, men det gjorde yderdøren ikke. Animeret af Åben by-arrangementet benyttede en lind strøm af mennesker lejligheden til at se, hvad der foregår bag de røde mure. - Vi har tilmed haft besøg af folk, som vi har været naboer med i 20 år, men som aldrig før har været herinde, fortæller indehaveren af Conprint, Willardt Christensen, der viste de besøgende rundt og forklarede om tryk i fir-farve, om maskiner og om arbejdsgange. Hos Roblon på Fabriksvej, der var en af mange øvrige af Åben By-dagens Åben Hus-virksomheder, var der nærmest opløb for at komme indenfor bag portene. Produktionschef Arne Sørensen viste rundt og forklarede om tilvirkningen af de industrielle fibre, kabelprodukter og strips til kommunikationsindustri og til rør- og offshoreindustri. I J.O.S. Selskabslokaler var der godt fyldt op ved bordene til dagens store kaffebord til spotpris, og sådan var det hele vejen rundt, og ikke kun Gærum-folket og dets skole, kirke, foreninger, institutioner og virksomheder levede med i det bemærkelsesværdige arrangement. Der sås skam også mange interesserede deltagere fra både Frederikshavn, Strandby og andre dele af kommunen. At Gærum skam har masser at byde på, og at man gerne kommer hinanden ved, satte dagens gæstfrihed ud over den vanlige i relief.