Gæst hårdt kvæstet på Lygten

FREDERIKSHAVN:En 39-årig frederikshavner blev voldsomt maltrakteret under et værtshusopgør på restaurant Lygten i Søndergade i Frederikshavn lørdag. Manden tog en taxa hjem efter overfaldet og opsøgte først dagen efter vagtlægen. Derefter blev han indlagt på Aalborg Sygehus, og først onsdag aften henvendte han sig til politiet med en voldsanmeldelse. Den 39-årige husker ikke præcis hvornår overfaldet fandt sted, men han mener, at det var i løbet af lørdag eftermiddag. Han kom til Lygten allerede kl. 7 om morgenen. Han mener, at der var tre mænd om overfaldet, men han har ikke kunnet givet noget signalement. Politiet venter at kunne få en mere præcis beskrivesle af, hvad der skete, ved at tale med personalet på Lygten. Ved overfaldet brækkede den 39-årige næsen, pådrog sig synsforstyrrelser og fik tre tænder beskadiget.