Brandstiftelser

Gæster evakueret efter brand på Mallorca Bar

Gæsterne på Mallorca Bar i Aalborg måtte natten til lørdag evakueres på grund af en mulig påsat brand i kælderen.

Arkivfoto.

Arkivfoto.

40-50 gæster på Mallorca Bar på J.F. Kennedys Plads i Aalborg blev natten til lørdag evakueret, fordi det brændte voldssomt i kælderen. Branden kan være påsat, lyder det fra Nordjyllands Politi. En gæst på baren anmeldte branden omkring klokken halv et efter at have opdaget meget kraftig røg inde i baren. Gæsterne måtte evakueres på grund af røgen, men ingen kom til skade under branden. Branden i kælderen var dog meget voldssom, og det tog lang tid at få den slukket: - Det har været så varmt i kælderen, at der er gået hul på fjernvarmerørene, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jan Stagsted. Der måtte derfor også tilkaldes VVS-arbejdere for at reparere rørene. Tekniske undersøgelser skal nu vise, hvorvidt branden var påsat eller ej. Der er også mistanke om, at elinstallationerne har været årsag til branden. De tekniske undersøgelser forventes foretaget mandag.