Nibe

Gæster i stimer til sildemarkedet

Besøgstallet i vejret - røde lygter oppe især på finaledagen

NIBE:Meldingerne fra Sildemarkeds etablissementer er stort set entydige: flere gæster end sidste år. - Hvis fremgangen i besøgstallet er lige med øget omsætning, er det gået forrygende, konstaterer Sildemarkedsformand Jack Jensen. Sildebordet dækket af Lions Club Nibes guldgæs måtte hente ekstra borde og stole hos Pimpelput for at følge med efterspørgslen lørdag, hvor omkring 250 satte sig til bords inden for halvanden time. Kino Nibes "Skomagergyden" med Årets Nibenit Hans Henrik Henriksen i front blev nærmest kimet ned af forudbestillende, der ville nyde menuen mad og musik. Par No. 7 melder om fremgang, Actionland mest for børn forløb "rimeligt", omkring 150 nød The Bats under afslutningsballet, mens et enkelt tilbud vender den tunge ende nedad: Disko med DJ i teltet. - Verden står ikke stille. Vi finder på noget nyt næste år, siger Jack Jensen. Han forventer regnskabet klart lang tid før december.