Gæster inspireret af skoler

BROVST:Fire lærere og fire elever fra Irland og Frankrig har i en lille uges tid været på besøg i Brovst for at høre om, hvordan kommunen tackler de elever, som ikke passer ind i de eksisterende skolesystemer. Det internationale projekt, som hedder Second Chance Education and Training, er etableret under Cirius. Det er den danske afdeling af EUs internationaliseringsprogram. Formålet med projektet er at studere, hvordan de europæiske lande løser opgaven med de unge, som har det svært og ikke kan profitere af de almindelige undervisningsprogrammer. De otte gæster tilbragte en hel dag sammen med Projektklassen, som primært rummer skoletrætte elever fra 8. til 10. kl. og har stor succes med sin projektundervisning. Det blev også til et besøg på Skovsgaard Skole, hvor gæsterne fulgte specialundervisningen, og til en tur omkring Tranum Skoles landsbyordning. - De franske og irske gæster var meget imponerede over vores skolesystem, Projektklassen og de fysiske rammer, som de slet ikke er vant til. For os og Projektklassens elever var det spændende at møde nogle, som taler et andet sprog og kan fortælle fra deres lande, siger ungdomsskoleinspektør Kristen Henriksen. I juni næste år skal han sammen med en lærer og to elever fra Projektklassen på genvisit i Irland for at opleve, hvordan irerne tager hånd om deres skoletrætte unge.