Gæster på den nemme måde

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Forretten, antipasto, med masser af smagsindtryk.

Tre weekender i træk med gæstebud - og dermed udsigt til at stå på hovedet i køkkenet blandt potter og pander i dagevis. Nej, vel? Den ene lørdag vælger vi simpelthen den nemme løsning, i hvert fald rent praktisk, og betaler os fra det. Et par dage i forvejen ringer vi til Fandanko, som efterhånden har skabt sig et navn som leverandør af kvalitets-take away i Aalborg og omegn. Vi har forinden været på nettet og set menukortet, men det viser sig, at den selskabsmenu, vi har udset os, kun leveres ved mindst 10 kuverter. Vores egen menu I stedet sammensætter vi selv en menu: antipasto a la Fandanko (89 kr.), steak af oksefilet med parmaskinke (125 kr. og en af de varme retter denne uge) samt Fandankos chokoladeprofiteroles (49 kr.), ganske vist med italiensk is fra San Giovanni, men alligevel. Da vi kommer for at hente maden en halv time i lukketid lørdag, er der proppet i butikken: Adskillige mennesker står i kø, nogle har bestilt mad, andre må gå med uforrettet sag, fordi de ikke har bestilt, og personalet har tydeligvis travlt med at få alle ekspederet og lodset fade over disken. Vi får vores mad i plastikbakker og -skåle, og umiddelbart er det hele så uoverskueligt, at vi ikke får tjekket, om alt er, som det skal være. Først halvvejs hjemme slår det os: Ups, isen mangler. Tilbage igen, bag i køen, og endelig får vi udleveret to gange en halv liter is. Forret med smag Beskeden med hensyn til tilberedning af maden lyder: Varm grøntsager og kartofler i ti minutter ved 180 grader, bøfferne knap så lang tid. Og sovsen skal selvfølgelig lige varmes i en gryde. Da gæsterne ankommer til et aldeles afstresset hjem, står aperitiffen klar: en afkølet spansk Cava, Anna de Codorniu brut (89,95 kr.), tør, frisk og sprød med ferskenagtig duft og smag, men måske med rigeligt mange bobler. Ditten og datten Så er det tid til at kaste sig over forretten, fem slags italienske pølser og salamier samt to italienske oste. Dertil Fandankos såkaldte 'ditten og datten' samt ciabattaboller. Der er rigeligt af det hele, og det falder i smag. Her er både skinke, salamier og fileter, men vi savner information om, hvad der er hvad. En af gæsterne tager således fra starten et stykke pølse, som er så stærkt, at det nærmest lammer smagsløgene. Som han siger: - Det generer mig lidt, at jeg ikke ved, hvad jeg får, og hvad jeg kan forvente. Ditten og datten viser sig at bestå af forskellige marinerede svampe, grillede og marinerede pebre i mange farver samt semidried cherrytomater. Især de sidste er dejlige, mens det øvrige tilbehør smager lidt ens. De syltede abrikoser, som vel primært er møntet på ostene og serveres i en skål for sig, er derimod meget, meget lækre. Corvina-drue Til antipastoen har vi købt en Zenato Valpolicella Superiore 2007. Hovedingrediensen er corvina-druen, og normalprisen er 99 kr. Vi får den imidlertid på bud: to for 150 kr. Den vækker stor lykke og får prædikater som 'fremragende' hæftet på sig. Vinen er intens, rund og fløjlsblød med masser af frugt og et strejf af lakrids, og den står fint model til de forskelligartede smagsindtryk fra antipastoen. Mens gæsterne slår mave, har vi varmet hovedretten i overensstemmelse med anvisningerne. Bøfferne af oksefilet er dækket af parmaskinke og et stykke ost, og tilbehøret består af tre slags grøntsager: gulerødder, pastinak/persillerod samt rødløg. Hertil en tomat-timiansky samt kartofler. Blandede indtryk Bøfferne viser sig at være ret uensartede: Nogle steder er der lidt for meget fedt og brusk, andre steder er kødet mørt og smagfuldt. Grøntsagerne er meget forskellige i 'sprødhed': gulerødderne er næsten rå, mens pastinakken har fået for meget. Rødløgene er derimod lige tilpas, bløde og fulde af sødme. Også kartoflerne udmærker sig: stegt og med masser af timian, som gør sig glimrende med de øvrige ingredienser. Sprængfyldt med smag Timian fylder også meget i saucen, som er en bastant sag sprængfyldt med smag. Måske lige overvældende nok med al den timian. Der skal en kraftig vin til at hamle op med den hovedret, og den rolle udfylder en Cesari Bosan Ripasso 2006 (129 kr.) udmærket. Den mørkviolette vin er fyldig og kompleks med tæt duft og smag af bær og blomme, og der er intet tilbage i flasken, da vi går over til desserten. Der er én profiterole til hver samt to kugler is af henholdsvis kirsebær og pistacie. Isen har den fine bløde konsistens, som kendetegner italiensk is, men smagen deler vandene: Nogen synes, at den er helt fantastisk, andre, at især kirsebærisen er parfumeret. Alle er imidlertid enige om, at vinen dertil, Banyuls Grand Cru 2001, en dessertvin lagret over fem år (119 kr.) er perfekt: herlig fyldig sødme med syrligt strejf og dejlig til dessert med chokolade, som det ellers kan være svært at finde en passende vin til. Delikat vandbakkelse Selve profiterolen - en lille vandbakkelse - er meget delikat med masser af chokolade både ud- og indvendig. Vi lander på 263 kr. pr. kuvert for en tre retters menu, hvortil kommer vinen, i alt 1465 kr. Det er ganske rimeligt for fire personer. (Og resterne rækker så rigeligt til to personer næste dag). Fandanko får tre gafler for aftenens kulinariske præstation: Flere glimrende og kreative indslag, men også lidt for store udsving i kvaliteten. Fandanko Gl. Gugvej 19, 9000 Aalborg, Tlf. 98 16 22 11 Åbningstider: man-fre 9-20, lør 9-18. Lukket søn- og helligdage.