Herlev

Gæster tændte FIK's håb igen

Og Aalborg IK drager til nøglekamp i dag i Herlev

FREDERIKSHAVN:Det lignede et farvel til håbet om at nå årets DM-semifinaler i ishockey for Frederikshavn, da holdet fredag aften tabte 3-1 i Esbjerg - efter 3-4 nederlag i den første slutspilkamp, hjemme mod Rungsted. Men FIK'ernes håb blev faktisk tændt igen, da holdets modstander i dag i Frederikshavn Isstadion, Rødovre, lavede en flot afslutning fredag aften i Rungsted. Her vendte Rødovre på godt fem minutter 0-2 til sejr på 3-2, og dermed fik Rungsted ikke skabt det store, gabende hul ned til FIK'erne. Nu ligner det, at komme i en DM-semifinale, stadig en opgave, der bliver svær, men som dog kan løses for FIK. Men eet står lysende klart: Kun tre point i dag mod Rødovre er brugbart, og det bliver næppe så ligetil en sag, nu da københavnerne også øjner deres chance over for de to favoritter i gruppen, Esbjerg og Rungsted. FIK var i Esbjerg handicappet af at måtte undvære anfører Jesper Pedersen og Martin Taborsky. Taborsky, influenzaplaget, har håb om at kunne spille med i dag, men anfører Jesper Pedersen må konstatere: - Nej, det går ikke lige min vej. Jeg var ude og skøjte i torsdags, og det skulle jeg nok ikke have gjort, for det blev det absolut ikke bedre af. Han døjer med en indvendig forstrækning af ledbånd ved det ene knæ, og lægestaben har sagt til ham, at han må tage tingene stille og roligt, og se tiden an. - Det er pokkers ærgerligt, at det sker nu, hvor vi virkelig har brug for alle kræfter. Vores trup er smal, og der trækkes store veksler på få spillere, specielt med det tætte kampprogram, vi har. Men det er jo ens for alle, så nu må vi se, om vi kan skrabe det sidste ud af folk, så vi kan få den sejr over Rødovre, der holder os inde i kampen, siger Jesper Pedersen, som er klar til at give holdkammeraterne den opbakning, han kan yde fra sidelinjen. AIK i nøglekamp I eftermiddag stiller Aalborg IK i den anden semifinalepulje op til noget af en nøglekamp i Herlev. Hjemmeholdet overraskede fredag aften ved at tage alle tre point i Herning, og midtjyderne har dermed spillet sig selv til bunds i puljen, og foreløbig overladt det til Herlev og AIK at afgøre, hvem af dem, der vil med suveræne Odense videre. Der står tre point på kontoen hos såvel Herlev som AIK, og aalborgenserne har brug for en udesejr og to hjemmesejre i de fire sidste kampe, hvis de vil videre. Begge har nu slået Herning, men da Herlev har gjort det på udebane, så må de siges at have taget et lille forspring - et forspring, AIK'erne skal forsøge at overtage i kraft af en sejr i dag. Defensiven stod stærkt i Odense i to perioder - i dag skal den igen fungere, og helst i tre perioder, og så skal angriberne til at finde vej til kassen igen i den fortættede pulje, hvor dagens sejrherre i Herlev for alvor kan skimte en medaljekamp forude.mingo