Gæsterne måtte passe sig selv

Redningsvæsen 18. oktober 2002 08:00
AALBORG: De ferieramte børn og voksne, som i går var til åbent hus på brandstationen i Aalborg, fik føjet ekstra dramatik til besøget. To gange midt i det hele måtte brandfolkene nemlig slippe alt, hvad de havde i hænderne og haste af sted i køretøjerne. Første gang lidt før klokken 14, da der indløb melding om en større olieforurening i Limfjorden ud for værftet. Det viste sig dog at være ganske tynd oliefilm, som slet ikke havde det omfang, som først antaget. Redningsmandskabet pakkede sammen og kørte hjem igen. Nogle forældre og børn var fulgt efter i bil, men de fik altså ikke meget redningsindsats at se på. Brandmandskabet var kun lige kommet tilbage på stationen, da næste alarm indløb. Meldingen lød på ild i et køkken i en lejlighed på Fyrkildevej i Aalborg Øst. Politiet havde dog en kraftig mistanke, om det var en dreng, som lavede telefonfis fra en boks. Og ganske rigtigt var der ikke ild i en eneste af de fire lejligheder i opgangen. Derfor kørte brandfolkene hjem igen med uforettet sag. Åbent hus-arrangementet var på det tidspunkt ved at ebbe ud, men Beredskabscenter Aalborg er godt tilfreds med interessen. I lighed med tidligere år har mange hundrede børn lagt vejen forbi brandstationen i de to dage i efterårsferien, hvor det er tilladt at pille, se og prøve.term
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...