- Gæsters støj er ikke mit ansvar

Caféejer Jakob Sund og andre restauratører i Skagen er i oprør over forslag fra kommunen.Opdateret med tv 11.09

Jakob Sund fra Jacobs i Skagen. Nu skal gæsterne ved udendørs servering db-måles. Og det er forbundt at skåle, tale højt, synge og ellers more sig. Foto: Peter Broen

Jakob Sund fra Jacobs i Skagen. Nu skal gæsterne ved udendørs servering db-måles. Og det er forbundt at skåle, tale højt, synge og ellers more sig. Foto: Peter Broen

Alle værtshuse, cafeer og restauranter i Frederikshavn Kommune med udendørs servering vil bryde loven, hvis et nyt forslag til at administrere den såkaldte restaurantsforskrift bliver til noget. Der er lagt op til, at støj fra gæster skal indgå i det samlede støjniveau, og det har fået Skagen Hotel & Restauratørforening til at hæve stemmen og protestere. Jakob Sund er næstformand i foreningen og talsmand for restauratørerne. Se tv-indslag om sagen her - I realiteten vil man kunne stille sig op med en støjmåler og kræve serveringen stoppet alle steder, for det vil ikke være tilladt at grine, tale højt og slet ikke at synge. Selv almindelig samtale vil være højere end det tilladte støjkrav, forklarer han. Hvis gæst er det? Jakob Sund påpeger også, at larm i nattelivet vil være umuligt at placere hos den enkelte restauratør især på Havnevej, hvor masser af mennesker opholder sig ude på gaden i de lune sommernætter. - Hvis nu en af mine gæster står udenfor og ryger, og han taler med en støjende gruppe, der går forbi. Er det så mit ansvar? Det kan ikke være rimeligt. Forslaget er en reel trussel mod hele byens natteliv, mener han. Kravet om at tysse på gæsterne kommer efter klage fra en nabo, som flyttede ind for tre år siden. Da havde Jakobs Bar & Café ligget på hjørnet af Sct. Laurentiivej og Havnevej i ti år. Jakob Sund har også fået klager over for høj musik fra en anden nabo, og det fik ham og andre restauratører i området til at hyre ingeniørfirmaet Grontmij til at lave støjmålinger i august 2011. - De gav gode forslag til, hvordan jeg kunne dæmpe støjen fra musikken. Jakob Sund investerede i en særlig svingdør ud til terrassen og fik opført en ny entre og indgang ud til Havnevej. Investeringer som betød, at naboerne ikke længere klagede over høj musik. - Derfor troede jeg, at kommunen nu var tilfreds og støjkravene overholdt. Så det kom som en meget ubehagelig overraskelse, at kommunen nu ville gøre støjende gæster til restauratørernes ansvar. Politikerne er lydhøre Forslaget om at forbyde støjende gæster var på dagsordenen i Plan og Miljøudvalget 10. januar, men blev udsat. - Vi politikere vil have et natteliv i Skagen, og derfor bad vi embedsmændene om at pille det afsnit ud omkring støj fra gæster, forklarer John Christensen (V), der er formand for Plan og miljøudvalget. John Christensen troede også, at Jakob Sund og de andre restauratører i Skagen var blevet orienteret om, at kravet var droppet. - Det oplyste jeg Jakob Sund i en mail, siger John Christensen. Men sådan har Jakob Sund ikke læst mailen. - Jeg fik bare at vide, at afgørelsen var udsat, fordi man ønskede at præcisere administrationsgrundlaget. Der stod ikke, at støj fra gæster skulle helt udgå. Punktet forventes behandlet på et møde i Plan og Miljøudvalget i marts.