Aalborg

Gaffa nægter afpresning

AALBORG:- Vi har naturligvis aldrig sagt til Skråen, at vi ville klæbe deres plakater over, hvis de ikke betaler os for at hænge deres plakater op. Til gengæld er det mit klare indtryk, at Skråen klæber alt og alle over, siger Robert Borges fra Gaffa. Fra hans side af skyttegraven i plakatkrigen ser det ud til, at kulturlivet i Aalborg ikke ønsker en ordning på plakatopsætningen. - Det er mit klare indtryk, at der sidder nogen kulturentreprenører, som dominerer markedet, og det ville de ikke kunne forsætte med, hvis der kom en ordning, hvor en uafhængig part, der ikke arrangerer kulturbegivenheder i Aalborg, stod for plakatopsætningen, siger Robert Borges. Den uafhængige part kunne være Gaffa, der har hængt plakater op i Aalborg gennem de seneste otte år. - Hvis vi nu repræsenterede alle spillestederne i Aalborg, ville vi jo også sørge for at alles plakater kunne ses på søjlerne, siger Robert Borges. - Men ville det ikke også være en god forretning for jer, hvis alle skulle betale jer for at hænge plakater op, i stedet for de selv gjorde det? - Jo, men ingen vil kunne gøre det billigere end os. Hvis det var samlet ville det give nogle stordriftsfordele, og desuden ville vi slippe for en masse ærgelser, siger Robert Borges. Han påpeger, at Gaffa ikke tjener godt på den nuværende krig, hvor de samme plakater skal sættes op igen og igen, fordi de klistres over af By-Infos plakater og omvendt. - De eneste der kan være glade for denne krig er, dem der trykker plakaterne og dem der sælges tapetklister. De er de eneste, der tjener godt på det her, siger han. - Kan du forstå, hvis den almindelige aalborggenser synes, det virker latterligt, at I ikke kan enes om pladsen og lade hinandens plakater hænge i fred? - Jo, det er da latterligt, men rent praktisk er det bare sådan, at når mange forskellige hænger plakater op på samme søjle, så bliver det efterhånden et uoverskueligt kludetæppe, hvor man klistrer hinandens plakater over. Derfor ville det også være bedst, hvis en eller to stod for plakatophængningen. Så ville det se meget pænere ud og ingen ville blive klistret over, siger Robert Borges. Han fortæller, at Århus tidligere havde de samme problemer, som Aalborg. - Men nu deler vi pladsen med Kulturguiden, hvor der før var måske 20 forskellige, der hængte plakater op i Århus, er der nu kun os to, der hænger plakater op i byen. Vi sørger for, at det ser pænt ud, og arbejder i øvrigt for at skaffe flere søjler, lave aftaler med byggefirmaer om at sætte plakater på deres plankeværker og andre tiltag til fordel for kulturen, siger Robert Borges. Han mener ikke, at en sådan ordning vil udelukke små arrangører, som måske ikke har mange penge på budgettet. - Vi kan hænge 40 plakater op i Aalborg for omkring 200 kroner, siger Borges. - Men under alle omstændigheder vil I tjene penge på en ordning, hvor I stod for plakatopsætningen i Aalborg? Ja, men vi ville ikke tjene nok til at ansætte en mand til at styre det. Til gengæld ville vi spare mange mennesker for både penge og en masse ærgelser, siger Robert Borges. Han har opfordret spillestederne til et møde om tingene, hvor man måske kunne tale sig til rette. - Vi er kede af denne plakatkrig og ønsker at nå til enighed, og vi opfatter os selv som nogen, der er til at tale med. Vi vil blandt andet gerne hænge færre cd-plakater op, hvis det er påkrævet. Men der skal hænges nogen op, og gør vi det ikke, er vi sikker op, at f.eks. Sony nok skal finde nogen andre, og det løser jo heller ikke problemet.