- Galathea 3 var som et eventyr

Blandingen af militære og civile om bord på Vædderen gjorde Galathea 3-ekspeditionen helt speciel

Pia Haugaard
Der blev drukket om bord på Galathea, når skibet lå i havn. Men det var efter bogen og tog ikke overhånd, konkluderer Søværnets redegørelse om druk på skibet. Arkivfoto: PETER BROEN
Forskning 1. maj 2007 06:00

FREDERIKSHAVN: - At sammenføre totalt anarkistiske forskere og militære søfolk er næsten et forskningsprojekt i sig slev. Med glimt i øjet og smil på læben kan professor fra Syddansk Universitet, Peter Roepstorff slet ikke skjule, at projektet gik rigtig godt. - Jamen, det har været så fantastisk. For mig var det en drengedrøm at komme med på sådan en ekspedition, og jeg må sige, at samspillet mellem besætningen, skibet og intensiteten har været som et eventyr, siger han. Vi møder Peter Roepstorff om bord på Vædderen, efter den mandag morgen lagde til ved Flådestationen i Frederikshavn. - Jeg har faktisk en klump i maven lige nu, for det er svært at skulle sige farvel til de andre. Skibschefen, kommandør Lars H. Hansen kommer også, og han er af samme opfattelse, nemlig at livet om bord har været den største oplevelse. - Vi er jo ikke vant til at sejle med civile, så det er noget af en mundfuld at være 50 militære om bord sammen med cirka 50 civile. Men besætningen blev fast sammentømret. - Vi fandt da ud af, at journalister også er mennesker og at forskere ikke er nørder. Forhåbentlig har de også lært, at arbejdet for søfolk ikke bare er kæft, trit og retning, siger Lars H. Hansen, der betegner turen som et usædvanligt eventyr. - Hvis jeg skal sige noget negativt, så er det, at de store tv-kanaler DR og TV2 ikke - af ukendte grunde - har beskæftiget sig med ekspeditionen. Det kunne angiveligt have fået flere til at følge med i de 48 forskningsprojekter, vi har haft gang i, siger han. Men slut er ekspeditionen. Skibet skal rigges af og om en uge på værft i Skagen. Til oktober sejler Vædderen igen - til vante opgaver - i Nordatlanten.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...