Forskning

Galathea medieflop

Journalisterne evnede ikke at formidle nyt om forskningen

Alle gode kræfter fra skolebørn til kronprins var sat til for at skabe ny begejstring for naturfagene og dansk forskning, men som formidling glippede "Galathea 3". Foto: Scanpix

Alle gode kræfter fra skolebørn til kronprins var sat til for at skabe ny begejstring for naturfagene og dansk forskning, men som formidling glippede "Galathea 3". Foto: Scanpix

Den stort anlagte "Galathea 3"-ekspedition jorden rundt i 2006 gav ikke den saltvandsindsprøjtning til de naturvidenskabelige uddannelser, som der var lagt op til. I et speciale fra Institut for Videnskabsstudier på Aarhus Universitet kalder forsker Charlotte Autzen det en "politisk ualmindelig naiv konstruktion" at lade nyhedsjournalister stå for formidlingen fra et forskerskib, når det, man ville, var at give et spændende og nyt billede af dansk forskning. Og det giver en af de ansvarlige bag det 200 millioner kroner dyre projekt hende ret i. Undervisningsminister Bertel Haarder (V) erkender, at Galathea-ekspeditionen ikke har givet de resultater, den skulle, skriver videnskab.dk. DR svigtede - Da Charlotte Autzen tager udgangspunkt i pressen, bliver jeg nødt til at sige, at der skete noget helt fundamentalt uheldigt, nemlig at DR ikke kom med i projektet og derfor ikke ville bruge det. Det var aldeles ødelæggende. Det gjorde, at "Galathea " ikke fik den status, som tidligere ekspeditioner har fået, siger Bertel Haarder. Ministeren skrev til et videnskabeligt spørgeprogram på DR og spurgte, om det ikke var en idé at ringe rundt til det meget store antal spændende forskere, der var på "Galathea" og var i gang med blandt andet miljø- og kviksølvforskning. Men han fik et negativt svar: - De ville ikke tale med en eneste, intet have med det at gøre. Jeg kunne kun opfatte det som, at fordi Jyllands-Posten var med, så ville DR ikke være med. Jeg synes stadig, det er en skandale, at de ikke benyttede sig af det, når de nu har et reelt monopol, som de har, siger Bertel Haarder. Søgte skandalerne Den formelle leder af ekspeditionen, formand for Dansk Ekspeditionsfond Søren Haslund-Christensen, er uenig. Han har sagt til videnskab.dk, at han faktisk ville have foretrukket, at der kun var ét medie med på turen. Han oplevede, at ekspeditionsskibet "Vædderen" i stedet blev oversvømmet af journalister, som forsøgte at finde skandalehistorier, fordi de havde redaktørerne hængende i røret hver dag i et forsøg på at lave bedre historier end de andre medier. Forskerbilledet fastholdt "Galathea 3" var ikke kun den største danske forskningsekspedition i mere end 50 år, da den blev sendt af sted i 2006. Den var samtidig det største danske formidlingseksperiment nogensinde. Forskerne skulle have en ny identitet som rollemodeller for landets ungdom. Og selvom mange forskellige billeder blev tegnet af forskerne, så fejlede det at give dem en helt ny identitet, mener Charlotte Autzen. Hun understreger, at medierne ikke har gjort et dårligt stykke arbejde, og at forskerne i øvrigt også har bidraget til det velkendte billede ved at spille med på journalisternes præmisser og svaret på de klassiske spørgsmål. /ritzau/