Galerie Provence tilbudt udstilling med russisk zarkunst

Aalborg-galleriet har netop lukket succesrig udstilling i Skt. Petersborg - nu har russerne tilbudt at udlåne dyr kunst

AALBORG:Kunstinteresserede kan få mulighed for art opleve kunst fra Ravvværelset på Katarina Paladset i Skt. Petersborg. Sådan lyder det glædelige budskab fra Galerie Provence, der har fået tilbudt at udstille fire kæmpestore ravrammer samt anden ravkunst fra det verdensberømte museum, hvis Ravværelse engang blev kaldt verdens 8. vidunder, før det under 2. Verdenskrig blev pillet ned og flyttet til Königsberg. Herfra forsvandt det, og det blev aldrig fundet igen. Derfor besluttede russerne at gennemføre et omfattende research- og restaureringsarbejde og genopbygge rummet, som stod færdigt i 2003, og som nu er en af det tidligere zarpalads" store attraktioner. - Vi ved ikke, om vi kan løfte sådan en udstilling og skal sammen med Aalborg Kommune i tænkeboks. Bare de fire kæmperammer har en værdi af 25-30 mio. kr., så det er også et forsikringsmæssigt spørgsmål. Russerne vil give os muligheden på grund af samarbejdet med Aalborg, der har Pushkin som venskabsby. Desuden er de vilde med Nordjylland, og synes at området med Vesterhavet har stor relation til rav, fortæller Johnny E. Larsen, der sammen med Ove Folke Knudsen ejer Galerie Provence. Det er moderne nordjysk kunst, der har banet vejen for, at Galerie Provence kan udstille kunst fra Ravværelset. I mere end to måneder har russere og turister i Skt. Petersborg i stort tal set en udstilling fra Galerie Provence i Grotto Pavillonen. Derfor har russerne tilbudt Galerie Provence at udstille de store attraktioner fra Ravvværelset. Udstillingen med de tre nordjyske kunstnere Pia Andersen, Frank Bach Nielsen, Lasse Drevsholt samt Ludmilla Balfour var kommet i stand gennem Aalborgs tætte venskabsby samarbejde med Pushkin ved Skt. Petersborg, hvor zarernes tidligere sommerpalads ligger. Paladset fungerer i dag som historisk museum.