Galgenhumor nærer Vejlernes Gravølselskab

VEJLERNE:Galgenhumor er drivkraften i Vejlernes Gravølselskab, som en flok tidligere fugleobservatører på den nedlagte Vejlernes Feltstation har stiftet. Med egen hjemmeside, vedtægter, generalforsamlinger og naturligvis prøvesmagninger af udvalgte øltyper. Men man skal ikke lade sig snyde af den humoristiske klang i foreningens navn. - Det er frustrationen over, at staten har nedlagt feltstationen i Vejlerne og dermed stoppet de organiserede fugletællinger i reservatet, der har fået os til at stifte en protestforening, forklarer den nyvalgte formand for foreningen, Jens Frimer Andersen, Øsløs. - Det er en utroligt, at man vil kassere den basisviden, der ligger i 25 års faste tællinger året rundt, siger han undrende. - I dag er der frivillige, der tæller udvalgte arter for Dansk Ornitologisk Forening, men det kan aldrig erstatte systematiske tællinger i Vejlerne, understreger han. De 25 års dagbøger med fugleobservatørernes egne notater fra Vejlerne - altså ikke de officielle rapporter - er blevet et varmt emne i forbindelse med lukningen af feltstationen. Både staten og fugleobservatørerne selv vil have dem. - Vi opbevarer dem på et sikkert sted, lyder det fra Jens Frimer Andersen. I øvrigt har et af medlemmerne i gravølselskabet købt den gamle feltstation på Lyngevej af Skov- og Naturstyrelsen, fortæller han. - Så er der lidt hold i drømmen stadigvæk, som han siger.