Galleri- ejer slår koldt vand i blodet

Vadum 26. september 2002 08:00

VADUM: Folkene bag Gallerie Provence i Vadum har hverken tænkt sig at sætte pigtråd op eller på anden måde omdanne galleriet til en fæstning, selv om en tilsyneladende gal mand efterstræber kunstneren Kurt Trampedach. - Selvfølgelig har vi tænkt tanken, men det er kun blevet ved tanken. Vi sover også godt om natten, siger Ove Folke Knudsen, der driver galleriet sammen med Johnny Emil Larsen. Flere af Kurt Trampedachs værker blev flammernes bytte, da en brand natten til tirsdag hærgede kunstnerens atelier i København. Og for nylig ødelagde en brand Trampedachs hjem i Pyrenæerne. Gallerie Provence er for nylig genåbnet i en nyopført bygning på Charles Lindberghs Vej i Vadum, og succesen hænger ikke mindst sammen med, at ejerne Ove Folke Knudsen og Johnny Emil Larsen de seneste år har haft eneforhandling på Kurt Trampedachs kunst. - Hvis vi skulle være bange, så burde det være tilfældet alle andre steder, hvor der hænger billeder af Kurt Trampedach. På museer og i private hjem, tilføjer Ove Folke Knudsen. Han gør opmærksom på, at galleriet i Vadum i forvejen er godt sikret mod indbrud og tyveri. Politiet kan endnu i går efter undersøgelser på brandstedet ikke sige, om der er tale om en påsat brand i atelieret i København, men det virker påfaldende, at kunstneren to gange på kort tid har været ramt. Selv er Trampedach ikke i tvivl og har udtalt, at han tror, at det er en gal person, som efterstræber ham. Måske en jaloux kollega. I anledning af de mystiske brande har Aalborg Politi ikke tænkt sig at gøre noget ekstraordinært. Kriminalinspektør Ole Christensen oplyser, at det har været kontakt til kollegerne i København, og der er ingen konkrete mistanke, som gør det nødvendigt med særlige tiltag over for galleriet i Vadum.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...