Galleri får restaurant og udvider

Martin Frandsen
Johnny Emil Larsen og Ove Folke Knudsen udvider deres galleri, og cafeen på 1. etagen bliver til Restaurant Orangeriet med nye forpagtere. arkivfoto: michael koch
Kunst 1. marts 2007 05:00

VADUM: Foråret står i forandringernes tegn hos Galleri Provence i Vadum. Ove Folke Knudsen og Johnny Emil Larsen udvider nemlig deres galleri i Vadum gennem fem år med 200 kvadratmeter, og fredag genåbner galleriets café som restaurant. Café à l"Étage er en del af galleriet, men har ikke været prioriteret højt. Det bliver der nu ændret på, da Restaurant Provences tidligere restaurantchef Ayoe Maria Lystrup Vraa og køkkenchef Trond Erik Johannessen har forpagtet cafeen og åbner den som Restaurant Orangeriet. Det bliver markeret med en uformel reception fredag eftermiddag. - Vi har tidligere selv drevet cafeen, men har ikke lagt så meget energi i den, fordi vi har koncentreret os om kunsten, og vi var på nippet til at lukke den, da Ayoe og Trond kom og sagde, at de gerne vil forpagte cafeen og omdanne den til restaurant, siger Ove Folke Knudsen. Sammen med Johnny Emil Larsen solgte han netop Restaurant Provence på Ved Stranden i Aalborg per 1. januar efter 17 års ejerskab. Ayoe Maria Lystrup Vraa har arbejdet på Restaurant Provence i alle 17 år, mens norske Trond Erik Johannessen blev ansat på restauranten i 2003 efter at have arbejdet som kok i Tyskland, Belgien, Holland og Frankrig. Restauranten vil have åbent i galleriets åbningstid, og de to nye restauratører satser derudover på selskaber, mad ud af huset og færdigpakkede festarrangementer. Ydermere forventer Johnny Emil Larsen og Ove Folke Knudsen, som nu har drevet galleri i alt 13 år, at kunne indvie en udvidelse af deres galleri til august. Der er tale om 200 kvadratmeter i en etage med loft til kip, som bygges til de nuværende 144 kvadratmeter.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...