Gamle håndværk vækket på Bratskov

Torsdag startede levendegørelsen af Bratskov. Du kan lade dig føre tilbage til gamle dage hver torsdag i sommerferien

Mange af aktørerne har været med i mange år.
Brovst 3. juli 2015 15:44

BROVST: Torsdag 2. juli blev Herregården Bratskov levendegjort for 19. gang. Hele byen flagede og solen skinnede fra en skyfri himmel, mens spillemændendes liflige toner indsvøb gæsterne i en varm stemning på gårdspladsen.

De besøgende indsnusede de mange indtryk. Der var såvel turister som lokaler. De kunne opleve 70 udklædte statister, der henførte de besøgende til de gode gamle dage. Smeden lavede hestesko, skomageren forsålede og rebslageren flettede løs. I kælderen lurede heksen. Mange besøgende spurgte til de gamle håndværk. Tørsten og sulten kunne stilles i gårdcafeen med varmt og koldt.

Levendegørelsen finder sted hver torsdag hele sommerferien. Hver uge skifter temaet. Den første levendegørelse stod børnehaven fra Elmevej traditionen tro for. De optrådte med sange, bl.a. ”Mariehønen Evigglad”, ”Vrik med numsen-butik og ”En lille Undulat”. Næste torsdag 9. juli kommer Sofie og Ankjær Rasmussen fra Løgstør med ”Fra Halm til Håndværk” og viser at halm kan bruges til andet end strøelse og opvarmning. De øvrige torsdage gælder det udstilling af klædedragter, gamle traktorer og håndredskaber.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...