Marokko

Gamle Isafold er solgt til Sverige

Den gamle trawler skal fange sardiner ved Marokko

Efter salget af den gamle Isafold er der snart kun en Isafold tilbage i Hirtshals Havn, nemlig Niels Jensen og Co’s helt nye not- og trawlfartøj, som blev leveret fra Carstensens Skibsværft tidligere på året. Foto: Kurt Bering

Efter salget af den gamle Isafold er der snart kun en Isafold tilbage i Hirtshals Havn, nemlig Niels Jensen og Co’s helt nye not- og trawlfartøj, som blev leveret fra Carstensens Skibsværft tidligere på året. Foto: Kurt Bering

HIRTSHALS:Nu er der snart kun en ”Isafold” tilbage i Hirtshals Havn. Reder Niels Jensen har nemlig solgt den gamle Isafold til Sverige. Handlen indbragte Niels Jensen fem mio. kr. - Vi renoverede og ombyggede fartøjet for det tredobbelte for knap 10 år siden, men markedet er ikke så attraktivt, når det handler om skibe med mere end 30 år på bagen, siger Niels Jensen. Den gamle Isafold er bygget i 1975. Efter en større renovering i 1997, hvor motoren bl.a. blev udskiftet, har det 62 meter lange fartøj en lastekapacitet på 1200 ton industrifisk og 700 ton konsumfisk. Isafold ligger stadig ved kajen i Hirtshals, hvor lokale servicevirksomheder er i gang med at klargøre skibet. Fartøjer får ikke kun nyt navn, for Isafolds karakteristiske gule farve er snart historie, idet fartøjet skal fremover være rødt. Ifølge Niels Jensens oplysninger skal fartøjet fremover bruges til sardinfiskeri ud for Marokko. Det nye Isafold, som rederiet Niels Jensen og Co. fik leveret i foråret fra Carstensens Skibsværft i Skagen, er netop kommet hjem fra årets sidste togt og fangsten blev landet i Hirtshals. Det nye not- og trawlfartøj HG 333 Isafold er med en længde på over 76 meter og 14 meter i bredden det største not- og trawlskib i Danmark til dato.