Gamle lege gav motion på Vrå Skole

Sundhedsstyrelsen fortæller, at børn heslt skal motionere en time hver eneste dag

VENDSYSSEL:Der er blevet motioneret mere end almindeligt rundt om i Vendsyssel i denne uge. Især børn har fået sved på panden. Sundhedsstyrelsens kampagne Børn og Bevægelse har inspireret til mere motion, for den slår fast, at børn skal motionere 60 minutter om dagen. Vrå Skole var et af de steder, man lod sig inspirere. - Vi har i forlængelse af kampagnen lavet emneuge for børnehaveklasserne til og med 2. klasse, fortalte Carl Borup, viceinspektør. Børnene i indskolingen blev inddelt i hold på tværs af klasserne. Lærerne fungerede ugen igennem som stationer, som alle børn skulle igennem. Hver sted skulle de gennemføre noget, der krævede fysisk aktivitet. - Det var alt fra at lære gamle frikvarterslege, at lave sund mad og til at bygge tippier. Det vigtigste har været at få børnene i gang, give dem en god oplevelse, så de fortsætter med legene, sagde Carl Borup. Sund By Butikken i Løkken-Vrå Kommune har hjulpet kommunens skoler til at komme i gang med motionen for de mindste. Man har nemlig foræret de fire yngste årgange en aktivitetskasse med forskellige legeredskaber som for eksempel sjippetov, fodbold og rundboldbat. - De er pakket ned sammen med tegninger med idéer til, hvordan man kan bruge redskaberne, og det var meningen, at børnene hver dag i denne uge skulle tage kassen frem og lege med redskaberne, fortalte fysioterapeut Line Tophøj fra Sund By Butikken. Også daginstitutioner har benyttet sig af kampagnen til at sætte fokus på bevægelse. Skolefritidsordningen Musehullet i Bindslev holdt i den anledning "Piratskattejagt" i onsdags, hvor 110 børn løb for at prøve at finde skatten. - Nogle gange skal børnene have et spark for at komme i gang. Og så skal vi voksne jo også huske at være gode rollemodeller, sagde Dorthe Knudsen fra skolefritidsordningen. Sparket kan også meget vel komme fra Sund By Butikken. I Hirtshals indledte man i denne uge et nyt tilbud, som kaldes "Sjov motion". Det arrangeres sammen med Svømmeklubben Nejst og Hirtshals Gymnastikforening og henvender sig til børn i alderen fra syv til 12 år. - Det er en motionsform, hvor man tager hensyn til alle og hvor der er plads til alle. Det kan være svært for nogle børn at være med på fodbold- eller håndboldholdene, men her får de muligheden for at at have det sjovt og være fysisk aktive, fortalte Mette Jacobsen fra Sund By Hirtshals. Hun tilføjer, at man også laver særlige motionshold for overvægtige voksne. Sund By i Sindal har også med en aktivitetsuge sat fokus på bevægelse og motion - men mest for voksne. Som bekendt skal vi voksne røre os mindst 30 minutter om dagen - gerne en time. Gør vi det, kan både mænd og kvinder ifølge Sundhedsstyrelsen leve syv år længere. Samtidigt vil sundhedsvæsenet kunne spare 14,1 mia. kr.