Skovsgård

Gamle Telling-elever mødes

TELLING:Det er efterhånden 46 år siden skolen i Telling lukkede og slukkede. Men mange af eleverne har ikke glemt deres gamle skole, som havde to klasser. Lørdag 2. september bliver der lejlighed til at genopfriske gamle minder, når seks af de tidligere elever inviterer til skolefest i Telling Forsamlingshus. - Vi holdt en rigtig god fest for fem år siden med 137 deltagere. Så mange kommer der næppe denne gang, men vi regner med et stort fremmøde, fortæller Jytte Vuust, Skovsgård, som er en af fest-arrangørerne. -Vi har fået en opfordring til at holde en ny fest, og det vil vi gerne. Vi har sendt invitationer ud, men kan ikke finde alle tidligere elever. Derfor håber vi på, at vi kan komme i kontakt med de resterende gennem avisen, siger Jytte Vuust. De yngste af de ”gamle” elever er midt i 50’erne. Festens ældste deltager er over 90, fortæller Jytte Vuust. Ved sammenkomsten 2. september er der en gåtur på programmet. Der skal synges, drikkes kaffe og naturligvis snakkes.