Gamle toiletter kan give kræft

Regeringen har afsat millioner til renovering af forfaldne skoletoiletter. Men når de gamle toiletter skal rives ned, er der fare for at frigøre asbeststøv, som kan give lungehindekræft.

Regeringen har afsat 100 millioner kroner til renoveringen, men nu advarer Dansk Byggeri. Advarslen sigter især på toiletter, der er opført i årene fra 1962 til 1979. - I den periode blev der i stort omfang brugt fliseklæb, der indeholdt asbest. Det vil sige, at der er risiko for asbest på toiletter, i skolekøkkener og andre rum med flisebelægning på alle skoler, der er opført i de 17 år, forklarer Jan Brandis, formand for Nedbrydningssektionen i Dansk Byggeri. En stor del af de 1570 folkeskoler, der findes i Danmark, er opført i den kritiske periode. Brandis understreger, at der ikke er nogen sikkerhedsfare, så længe flisebelægningen ikke er i stykker. Det er, når fliserne rives ned, at risikoen opstår - både for nedbryderne selv og for brugere af bygningen. - Jeg vil stærkt opfordre til, at kommunerne lader et laboratorium undersøge toiletterne, inden de går i gang med at renovere, pointerer Jan Brandis. Findes der asbest under et nedrivningsarbejde, vil arbejdet omgående blive stoppet af Arbejdstilsynet, hvorefter bygningerne skal gennemgå en særdeles grundig og dyr rengøring.