Musik

Gamle travere sælger

AALBORG:Lars Lilholt, Big Fat Snake, Kim Larsen og Run Rig. Det er ikke ligefrem blomsten af dansk musiks ungdom, der går på scenen, når Skråens Venner inviterer til koncert i Skovdalen. Hovednavnene er både folkelige og fornøjelige, men det er tilsyneladende det eneste, der sælger. - Vi har altså prøvet at lave koncerter med nyere navne. Men det viser sig desværre hver gang at være meget svært at skaffe publikum, siger Jørgen Nissen fra Skråen. Han vil som arrangør meget gerne være med til at prøve noget nyt. Men bortset fra den gratis koncert på havnen med Tim Christensen i forbindelse med Frederik og Marys besøg i Aalborg, kan han ikke komme i tanke om nogen, som er sluppet heldigt fra det i nyere tid. - Vi skelner jo også lidt til, hvordan det er gået for andre arrangører. Og efter sidste års Rockshow måtte B52 jo også give op , forklarer han. - Navne som Nephew, Johnny de Luxe og andre nye danske bands sælger generelt kun nok til, at vi kan lave en enkelt koncert på Skråen. Det er selvfølgelig ærgerligt, men vi er også nødt til at tænke på, at tingene skal løbe rundt, tilføjer han. Ifølge Jørgen Nissen er de unge i dag slet ikke så fikserede på musikken, som de var tidligere. De tænker mere på at få en festlig aften i byen - og så kommer musikken i anden række. - Der kommer for eksempel mange unge til Lars Lilholt, og vi ser dem jo også stå og synege med, når der er Shu-Bi-Dua og TV2. Grøn Koncert kan måske vise lidt nyt på deres spot-scene, men det er stadig de gamle navne, som trækker det store læs, mener Jørgen Nissen. Han indrømmer, at den faste stab godt kan blive lidt træt af at lytte til de samme navne år efter år. Så det er ikke viljen til at prøve noget nyt, som fejler noget. - Jeg er ikke i tvivl om, at vi vil kunne magte det, hvis vi fik et stort internationalt navn til byen. Men vi er også nødt til at tænke på økonomien, og Skovrock er trods alt en stor publikumsmæssig succes, understreger han. Skråen er - sammen med Aalborg Kongres- og Kulturcenter - både involveret i de planlagte koncerter med Backstreet Boy og Bob Dylan i Gigantium. Og skal der større navne på plakaten, er Jørgen Nissen ikke i tvivl om, at det er vejen frem. - Vi prøvede det jo også med Kylie Minouge. Publikum er der, men så skal det altså også være virkeligt store navne, forklarer han.