Gamle venner kan skubbe Guardiola mod fiasko

Manchester City har hårdt brug for point i Champions League, når holdet får besøg af FC Barcelona.

West Bromwich Albion v Manchester City - Premier League Foto: Reuters/Darren Staples

West Bromwich Albion v Manchester City - Premier League Foto: Reuters/Darren Staples

Josep Guardiola har i mange år været vant til at kæmpe med til det sidste i Champions League.

Det kan meget vel ændre sig i denne sæson, hvor den tidligere FC Barcelona- og Bayern München-træner er hyret til at føre Manchester City mod den europæiske top.

Efter en lovende start på City-projektet med ti sejre i træk er den 45-årige spanier kommet i problemer før tirsdagens svære hjemmekamp mod Barcelona.

Den seneste måned har budt på tre nederlag, tre uafgjorte kampe og blot en enkelt sejr.

I Champions League dummede City sig med 3-3 ude mod skotske Celtic, mens det for to uger siden blev til en 0-4-øretæve i Barcelona.

Trods de pludselige problemer forventer flere af Guardiolas tidligere spillere fra Barcelona-tiden, at han vil gøre City til en succes. Men alle skal indstille sig på, at det tager tid.

- City er et godt hold. Det har altid være godt de år, hvor vi har mødt dem, men holdet vil vokse endnu mere under Pep, siger Lionel Messi til avisen The Sun.

Messi blev for alvor en superstjerne i årene fra 2008 til 2012, hvor Guardiola regerede i Barcelona med to Champions League-titler og 12 andre trofæer.

Messis tidligere holdkammerat David Villa er også sikker på, at Guardiola ender som en succes.

- Guardiola er den bedste træner i verden, men det er for tidligt at sammenligne hans City-hold med Barcelona.

- Vi er nødt til at give ham tid, for jeg er sikker på, at han vil gøre City til et stort hold, siger David Villa, der i øjeblikket er tilknyttet New York City FC.

Selv om den i dag 34-årige Villa var en etableret stjerne, da Guardiola i 2010 hentede ham i Valencia, nåede angriberens spil nye højder efter skiftet.

- Efter min tid i Barcelona har jeg altid sagt, at jeg blev en bedre fodboldspiller takket være ham, siger David Villa.

I sidste uge erkendte Guardiola, at det er anderledes for ham at stå i spidsen for et engelsk hold:

- Jeg lærer stadig om fodbold i det her land. Jeg lærer, hvordan holdet reagerer på at vinde og tabe og på at spille på hjemmebane efter at have spillet i Champions League. Jeg er ret sikker på, at jeg har brug for tid.

- Da vi vandt ti kampe i træk, følte jeg, at vi skulle bruge enorme kræfter på at vinde de kampe. Man kan ikke vinde en kamp i England uden at bruge en masse energi.

Barcelona topper gruppen med ni point foran City med fire. Borussia Mönchengladbach, der tirsdag får besøg af Celtic, har tre point, mens skotterne har et enkelt.

Kampen starter klokken 20.45.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst