Advokatvirksomhed

Gammel færge tilbageholdes

KORSØR:Den gamle storebæltsfærge "Kong Frederik IX" i Korsør havn kommer ikke på havet lige med det samme. Søfartsstyrelsen tilbageholder skibet, hvis nye manager i Bombay i går forsøgte at berolige Korsør Kommune med en erklæring om, at skibet fortsat skal sejle som skib og ikke hugges op og dermed få status af affald, som ikke må eksporteres. Kommunen regner med, at det vil tage mere end en dag at afgøre, om erklæringen er god nok. Hvis kommunen siger ok til erklæringen om fortsat sejlads, mangler skibets nye ejer og manager stadig at vise de nødvendige papirer til Søfartsstyrelsen, før det må stå til søs, oplyser kontorchef Steen Nielsen, Søfartsstyrelsen. - Færgen må ikke sejle, før vi har været om bord og konstateret, at den har de fornødne certifikater om bord, siger han til Ritzau. Steen Nielsen oplyser, at besætningen på skibet fik en tilbageholdelseserklæring overleveret først på måneden, da Søfartsstyrelsen ikke kunne få forevist nogen dokumentation for, hvor skibet skibet hører hjemme - hvilket flag, det sejler under. "Kong Frederik IX" blev 15. februar solgt af aktieselskabet af samme navn, repræsenteret af advokat Thomas Berg. Den danske repræsentant for den ny ejer afviser, at skibet kan erklæres som affald. Repræsentanten er advokat Jes Anker Mikkelsen fra firmaet Bech-Bruun Dragsted. Han varetager interesserne for den ny ejer af færgen, Tummel Ltd., som hører hjemme på St. Vincent i Caribien, og for den ny manager af skibet, Jupiter Shipmanagement Inc., der har hovedkvarter i Bombay i Indien. Jupiter overtog i 2003 et krydstogtskib, som senere samme år blev hugget op i Bangladesh. Det har skabt frygt for, at "Kongen" skal samme vej for at blive hugget op under livsfarlige forhold, som samtidig forurener voldsomt. Advokatfirmaet skrev tirsdag i en pressemeddelelse, at der er forhandlinger om, at skibet skal sejle med gods i Middelhavet og Det Røde Hav. På forhandlingsplanet er også istandsættelse af færge på et europæisk værft. Ejeren har ifølge advokatfirmaet investeret cirka 750.000 kroner i at sætte skibet i stand, så det kan sejle med rolling cargo - last på hjul. Som støtte for, at skibet virkeligt skal sejle igen, oplyser advokatfirmaet, at skibet har fået ny radiostation og tre nye redningsflåder. Søfartsstyrelsen overvåger ikke - og har ikke bedt politiet om at overvåge - om skibet stikker af uden de nødvendige tilladelser. Det skulle kun være en teoretisk mulighed, mener Steen Nielsen, Søfartsstyrelsen. I så fald vil skibet ikke få lov til at lægge til i en havn inden for EU, oplyser han. /ritzau/