Gammel frisør klipper for en tyver

TRY: På søndag bliver der liv og glade dage på Try Museum. Her er den gamle købmandshandel nemlig bemandet med pensionerede købmænd her fra egnen. De gamle handelsmænd står klar med udvalgte varer som kaffe, honning fra en lokal leverandør og ost fra Asaa Andelsmejeri. For ægte nostalgikere er der også kanelstænger og gammeldags slik at købe. Smeden har ild på essen, og hvis man har lyst til at gå i en hurtig smedelære, så er der mulighed for det denne søndag. Men der er også andet gammel håndværk at kigge på, når skrædderen syr på noget tøj og apotekeren triller piller. Museet vil ved samme lejlighed også gerne vise stedets prydhave frem. Den byder på gammeldags stauder, et lille lysthus og en pilehytte i vækst. Ved urmagerhuset kan man desuden se en lille have med lægeurter, som apoteker Ole Thomsen har indrettet. Hvis børnene skulle kede sig er museet klar med en skatteleg til børnene, hvor der er mulighed for at vinde præmier. Udover at få et blik af de gamle håndværk, så kan museet i år også byde på særudstillinger. Den ene fortæller om barber- og frisørfaget. Museet har udstillet Hesels salon fra 1898. Han drev salon i Dronninglund, hvor de bedrestillede hver dag kom for at blive barberet. Men publikum kan også se en nyere herresalon fra 1940erne fra Klokkerholm. Den gamle frisør fra V. Hassing, Carl Rasmussen, står klar med saksen, og han klipper for en spotpris af 20 kr., næsten som dengang bedstefar havde hår på hovedet. Den anden udstilling som Try Museum har på programmet i år er en udstilling om gammelt og nyere legetøj til piger og drenge. Schou