Gammel gård bygges om til traktørsted
Lodsens Gård gør klar til at byde gæster velkommen
HELBERSKOV: En af Helberskov bys ældste gårde, "Lodsens Gård" fra 1799, gennemgår for tiden en omfattende renovering.
Udvendigt sker det med en nænsom hånd, men indvendigt bliver der vendt op og ned på det hele. Ejendommen får en fremtid som traktørsted.
Den firelængede bindingsværkgård, hvor stuehuset er med stråtag, er placeret ved foden af Bjerget i landsbyen. Den har tidligere været slægtsejet, men blev for et års tid siden købt af Lone og Martin Rasmussen, der begge er fra lokalområdet.
De iværksatte straks en renovering, der ventes afsluttet sommeren 2017, hvorefter traktørstedet åbner.
- Det er tanken, der skal være åbent fra torsdag til søndag mellem kl. 14 og 22 fra slutningen af juni til midten af august. På stedet skal der serveres kaffe, te, kage, is og lette aftenretter, siger Martin Rasmussen.
Stuehuset indrettes som et spisested på 75 kvadratmeter med tilhørende moderne køkken.
Loftet i de tidligere stuer er fjernet og lokalet går til kip, hvor de gamle bjælker og hanebånd fremstår synlige, hvilket sammen med et nylagt murstensgulv er med til at fastholde en autentisk oplevelse af en svunden tid.
Det er også tanken, at der skal være servering i den hyggelige, lukkede gårdsplads, når vejret tillader det.
Det er ikke planen, at ejerparret selv vil drive stedet. De har begge et fuldtidsarbejde.
Der skal ansættes personale i køkkenet og til servering i sommermånederne.
Baggrunden for, at erhverve ejendommen og sætte den i stand, har ifølge ejerne, været to-delt.
- Dels har vi ønsket at redde en smuk, gammel gård, som fylder i bybilledet og kulturhistorien, fra den skæbne, som ellers rammer mange gamle ejendomme for tiden.
- Samtidig vil vi gerne, at traktørstedet skal kunne opleves som et aktiv for området, siger de.
Martin Rasmussen lægger selv mange kræfter i arbejdet med at renovere gården.
Hver en fritime bruges i Lodsens Gård, der har fået sin egen hjemmeside, www.lodsensgaard.dk, hvor man kan følge renoveringen de kommende måneder.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.