Gammel kunst - ny vurdering

P.S. Krøyers pastelportræt af Dagny Bjørnstjerne er vurderet til 75.000 kroner hos Bruun Rasmussen i Vejle.

P.S. Krøyers pastelportræt af Dagny Bjørnstjerne er vurderet til 75.000 kroner hos Bruun Rasmussen i Vejle.

SKAGEN:Når Bruun Rasmussens auktionshus i Vejle tirsdag i næste uge tager værker af de gamle Skagensmalere under hammeren, er der flere af dem, der har fået en ny vurdering - ny i forhold til, hvordan Bruun Rasmussen vurderede dem i november i fjor. Tre af malerierne var med på Bruun Rasmussens store 60 års jubilæumsauktion i København, men blev ikke solgt. To af dem er malerier af P.S. Krøyer, og det tredje er af Viggo Johansen. Alle tre kommer nu under hammeren igen, og denne gang til en lavere vurdering end i november. Krøyers 164 gange 123 centimeter store maleri med Daphnis og Cloë som motiv er nu vurderet til 400.000 - 600.000 kroner. I november i fjor var vurderingen 600.000 - 800.000 kroner. Et landskabsmotiv fra Thy, malet en augustaften i 1889, er nu vurderet til 400.000 kroner. I november var vurderingen 600.000 - 800.000 kroner. Dette maleri har været deponeret på Skagens Museum indtil 1. august i fjor. Viggo Johansen maleri med huse i Skagen som motiv er nu vurderet til 25.000 kroner. I november var vurderingen 30.000 - 40.000 kroner. På auktionen i Vejle kommer en pasteltegning af P.S. Krøyer under hammeren. Tegningen er et portræt af den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnsons datter, Dagny. Den er vurderet til 75.000 kroner. På auktionen kommer også malerier af Michael Ancher under hammerne. Et portræt af Skagenfiskeren Svendsen ved sin båd på stranden er vurderet til 50.000 kroner, og et portræt af Maren Bollerhus er vurderet til 30.000 - 40.000 kroner. Et landskabsmotiv med solnedgang over heden er vurderet til 20.000 - 25.000 kroner, og et maleri med kvier, der drives hjem i diset vejr, er vurderet til 20.000 kroner. Et dobbeltportræt med to fiskerkoner af Anna Ancher er vurderet til 25.000 - 30.000 kroner.