Sygeforsikring

Gammel SF'er ganske liberal

- Med en sygeforsikring kunne folk stille krav

REBILD:Axel René Aubertin kan kikke over den nuværende kommunegrænse mellem Skørping og Støvring. Den enlige kanidat på liste J ved kommunalvalget 15. november bor hvor banelegemerne deler sig ved viadukterne på Skørpingsiden. Men samtidig har han almen lægepraksis i Støving og har ikke bare stillet op tidligere til amtsrådet, men også været aktiv i SF i sine yngre dage. Før han flyttede til Jylland. Aubertin syntes dengang, at hans parti var blevet selvtilstrækkeligt. Det var det i hvert på Sjælland, da han flyttede til hovedlandet. - Jeg var frustreret på SF, som jeg var medlem af 1972 til 1978. Når Aubertin igen forsøger for sig selv i politik, skyldes det hans engagement i sundhedsvæsenet. Det var grunden til, at han stillede op til amtsrådet engang, og nu prøver han at komme ind i det ny byråd, fordi kommunerne får flere sundhedsopgaver. - Jeg stoler på grundloven. Demokratiet gælder for enkeltpersoner, forklarer han og tilføjer, at han stiller sig til rådighed for samfundet. Han mener, at der i det ny byråd er brug for kendskab til sundhedsvæsenet for at få det til at fungere med de midler og muligheder de ny kommuner får. Og så vil han ikke finde sig i, at en af hans patienter bliver udskrevet fra sygehuset, uden han får besked. - Det er ikke nok med et sundhedscenter, fastslår Axel Aubertin. Det skulle snarere være et rekonvalescenscenter, hvor gamle kunne komme efter et sygehusophold, hvor man kunne bo en periode efter en blodprop, og hvor man kunne komme sig sådan behandlingen ikke er spildt. - Egentlig er jeg meget liberal, når det gælder sundhedsvæsenet. Lad sygehusene blive selvejende og tjene penge efter deres indsats. Og fik vi en sygeforsikring for alle, kunne folk stille krav. Det kan man jo ikke, når det er staten, der står for det, slutter liste J's enlige kandidat.