Mariagerfjord

Gammel slider returnerer til arbejdsmarkedet

Det gamle tog APB M1 er klar til at tage en ekstra tørn mellem Handest og Mariager

Fra pinsen og sommeren over kører det igen på skinner for det gamle tog. Privatfoto
Fra pinsen og sommeren over kører det igen på skinner for det gamle tog. Privatfoto

MARIAGER-HANDEST: 78 år er ingen alder nu til dags. Selvom man kom til verden, det år 2. verdenskrig brød ud, kan man godt vende tilbage til arbejdsmarkedet, hvis pligten kalder. Det er veteranbanens motorvogn APB M1 et ’levende’ bevis for, for snart præsenterer Mariager-Handest Veteranjernbane sin seneste istandsættelse af det gamle tog, skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Fra denne sommer bringer toget igen glade turister ud i det naturskønne danske fjordlandskab på de 16 kilometer mellem Mariager og Handest.

Vognen så første gang dagens lys, da den i 1939 blev produceret af De forenede Automobilfabrikker A/S i Odense som den allersidste benzinmekaniske motorvogn, fabrikken nåede at nybygge før verdenskrigen. Motorvognen blev leveret til Ålborg Privatbaner, hvor den i præcis 30 år kørte på banerne til Hadsund, Fjerritslev, Sæby/Frederikshavn, Aså og Hvalpsund. Under besættelsen med dens knaphed på benzin og olie fik vognen gasgenerator, der producerede gengas til benzinmotoren. Hermed kunne vognen gøre aktiv tjeneste hos jernbanen gennem hele besættelsen.

Da Aalborg Privatbaner definitivt lukkede i 1969, blev M1 solgt til en af initiativtagerne og grundlæggerne af Mariager-Handest Veteranjernbane, hvor den blev sat direkte i arbejde indtil september 1997, hvor den måtte gå på efterløn i en alder af 58. I 2008 gik veteranbanen i gang med at renovere toget, efter dette havde haft 11 års lediggang, og det er nu meldt klar til tjeneste.

Det gamle tog starter sæsonen pinsedag søndag den 4. juni.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden