Gammel ven køber minerne

Gammel aftale overholdt

Asbjørn With
Det er ganske imponerende at gå en tur ned ad gangene i Thingbæk Kalkminer, der i næsten 100 år har dannet ramme om koncerter og kunst.foto. martin damgaard
Hobro 1. september 2006 06:00

GRAVLEV: En epoke nærmer sig sin afslutning. Efter at have delt halvdelen af sit liv med Thingbæk Kalkminer, har Hanne Bach-Nielsen valgt, at denne sæson bliver den sidste. Når kalenderbladet vendes til 2007 er det Hanne Bach-Nielsens nabo og ven gennem 30 år Niels Moes, der ejer nøglerne til minegangene. Tilbage i 1975 fristede livet uden for byen Hanne Bach-Nielsen og hendes mand Ole Nielsen. En lille announce - Vi så en lille announce i Jyllands-Posten. Vi havde længe tænkt på at flytte fra Hobro, og det lød spændende med kalkminer, skov og hus, siger Hanne Bach-Nielsen, mens hun endnu en gang tilbagelægger de få meter, der er fra hendes hoveddør og op til minernes indgang bag huset. - I virkeligheden var det nok min mand, der var mest entusiatisk. Han havde rigtig mange idéer til, hvad minerne kunne bruges til. De første mange år var det også ham, der primært stod for driften, men jeg blev hurtig helt vild med det, siger Hanne Bach-Nielsen. Ole Nielsen omkom ved et trafikuheld for 13 år siden, og siden har den nu 72-årige Hanne Nielsen drevet det hele selv. - Noget af det bedste har været mødet med alle de dejlige mennesker, der er kommet her gennem årene. Flere af dem er blevet rigtig gode venner. Det har jeg nydt, og de venskaber varer ved, siger Hanne Bach-Nielsen. Salget aftalt i 13 år En af de gode venner er Niels Moes, der tilbage i midten af 1970"erne flyttede ind i et hus få hundrede meter Fra Hanne og Ole. Da Ole Nielsen døde snakkede Hanne Bach-Nielsen og Niels Moes om fremtiden. Niels Moes viste interesse for at overtage minen, og det blev til en aftale om forkøbsret til den gode ven, når minen engang skulle sælges. - Det er dejligt at det er Niels, der skal drive minerne videre. Det betyder meget, for jeg har en fornemmelse af, at Niels og jeg kan finde ud af det, sådan at jeg kan blive ved med at snuse lidt rundt, siger en glad Hanne Bach-Nielsen. - Jeg kommer nok til at savne det efter 30 år, men så er det kapitel slut, og så tager jeg hul på et nyt, siger Hanne Bach-Nielsen, der glæder sig til komme noget mere ud at rejse. Ikke lange flyveture, men Toscana og København, hvor alle fire børn og Hanne Bach-Nielsens børnebørn trækker. - Og så elsker jeg at gå i teatret og at høre opera, og det glæder jeg mig til at få mere tid til, siger Hanne Bach-Nielsen, der har resten af året til at vende sig til et liv med meget mindre mine. Og Niels Moes har tid til at brygge videre på planerne om, hvordan han i fremtiden gerne vil koble et besøg i minerne sammen med andre af ådalens attraktioner. Kildevand og økologisk fisk og kød indgår i de planer. - Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet. Det er en meget spændende udfordring, siger Niels Moes.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...