Militær

Gammel vin

Et ungt radikalt håb, Emil Dyred, ”international ordfører for RU”, bringer (27.9) det forslag til torvs, at værnepligten skal afskaffes, og at det danske luftvåben skal afvikles, mens Hjemmeværnet skal omstilles til civile opgaver.

Det er ellers noget af en mundfuld, men ak, hvor det dog minder om den politik, som den daværende radikale udenrigsminister P. Munch førte i 1930"erne – og Scavenius i fyrrerne. En politik, der endte med at Danmark stod uden noget reelt forsvar den 9. april 1940 og så let som ingenting kunne løbes over ende. Der er altså intet nyt under solen hos de radikale – ikke andet end at det nu er ungdomsorganisationen, der ønsker at føre gammeldags radikale politik. Gad vide hvad forsvarsordfører Morten Helveg Petersen i grunden siger til forslaget. Vil han tale de unge håb lodret imod, eller vil han bare trække på skuldrene og inderst inde være helt enig? ”Hvad kan det nytte” har altid været de radikales motto, når det kom til rigets forsvar – kun én gang har de radikale været tilhængere af en militær aktion; nemlig da Danmark sammen med USA støttede muslimske separatister i Kosovo. Men det var en enlig svale. Danmark gider de radikale da slet ikke forsvare. Ib Poulsen folketingsmedlem (DF), forsvarsordfører, Grandetoften 9, Kallerup, 7700 Thisted