Gammelt band genopstår i Farsø

Musikerne i More mødes igen til støttekoncert for Vesthimmerlands Musikhus

Sådan så More ud i 1982. Stående er det Orla Andersen, og ellers ses fra venstre Kaj Larsen, Per Holm Jensen og Jan Holm Jensen.

Sådan så More ud i 1982. Stående er det Orla Andersen, og ellers ses fra venstre Kaj Larsen, Per Holm Jensen og Jan Holm Jensen.

FARSØ:De, der med glæde husker tilbage på dengang, hvor de gik til krobal og dansede til bandet More, får nu chancen for at give nostalgien frit løb og genhøre de gamle hits fra 1970erne og -80¿erne. Bandet genopstår nemlig for at spille til krobal på Hotel Farsø lørdag 9. februar. Det sker for at støtte Vesthimmerlands Musikhus i Aars. More startede helt tilbage i 1970, hvor fem unge mennesker fra Gundersted fandt sammen om at danne et orkester. Op gennem 1970¿erne var der en del udskiftning blandt gruppens medlemmer, som samtidig fik stadig mere rutine og flere kontrakter. Hotel Farsø var et af de faste spillesteder gennem årene. I 1978 spillede More for første gang til Kimbrerfesten i Aars. Fra 1982 til 1986 havde bandet så travlt, at medlemmerne ikke havde andre jobs ved siden af. I de sidste år bestod bandet af Orla Andersen, Per Holm Jensen, Jan Holm Jensen og Kaj Larsen. De tre førstnævnte er med igen ved koncerten 9. februar, hvor de får assistance af musikeren Mogens Franklin fra Hjørring. De er klar til at øve på de gamle Creedence Clearwater Revival-numre og alle de andre gamle hits, som publikum forventer at høre. Deriblandt Jonna Michelsen, formand for Vesthimmerlands Musikhus¿ Venner, der arrangerer koncerten. Hun har selv i sine yngre dage været til krobal på Hotel Farsø med More. Nu har hun taget initiativ til at samle alle sine gamle klassekammerater fra realskolen i Farsø, så de, der har lyst, kan mødes til krobal på hotellet.