Naturvidenskab

Gammelt møder nyt

Museumsgenstande dateret fra stenalderen og frem flytter til helt ny magasinbygning, der er bygget til optimal bevaring og opbevaring

De store og tunge genstande blev flyttet først.
De store og tunge genstande blev flyttet først.

Museumsgenstande har en ting til fælles med mange fødevarer: De skal opbevares tørt og ikke for varmt. Og lige præcis sådan er forholdene i et helt nyt magasin uden for Vestbjerg nord for Aalborg. Et lavenergihus bygget til opbevaring og med klimastyring bliver i øjeblikket fyldt med op mod 200.000 museumsgenstande fra Nordjyllands Historiske Museum samt materialer fra KUNSTEN og Aalborg Stadsarkiv. Medarbejdere fra museet gik i gang med flytningen fra gamle lokaler i hjertet af Aalborg i begyndelsen af november og regner med at være færdige 1. marts. Flyttebiler kører i pendulfart, flere tusinde flyttekasser skal pakkes ud, og paller bliver brugt igen og igen. Indtil videre bliver tidsplanen fulgt. De store møbler, maskiner, kareter og ligvognen fra 1741 er flyttet, ligesom den arkæologiske samling er på hylder igen. - Det er spændende, men det er også hårdt. Det er en kæmpe logistisk opgave at flytte samlingerne, siger samlingsinspektør Bodil Frandsen, der glæder sig over, at vintervejret indtil videre er en medspiller. - I år kan vi godt undvære isvinter og snestorm. Forudsætningen for, at tidsplanen holder, er, at vi kan køre mellem de gamle magasiner og det nye. Der skal ikke så meget dårligt vejr til, før tidsplanen vælter. Bevaring og opbevaring Magasinet står som en stor bygning omgivet af et landligt industrikvarter og marker i dvale. Inden for er der lyst, rummeligt og højt til loftet, så pladsen bliver udnyttet optimalt. Kilometervis af hylder, reoler fra gulv til loft og malerigitre er blot nogle af de ting, der sikrer tilgængelighed og overskuelighed. - Det er også en kæmpe fordel, at vi nu kan læsse af og på under halvtag, siger Bodil Frandsen og fremhæver, at medarbejderne har fået forbedret deres arbejdsvilkår. De hidtidige lokaler i Aalborg midtby var svært tilgængelige, den udendørs elevator fungerede ikke altid, og magasinerne spredte sig fra 2. til 5. sal i en gammel bygning fra år 1900. Ud over bedre plads til opbevaring og klimastyringen bliver bevaringsstandarden hævet betydeligt med rum til specialopbevaring. Og der er oprettet et studierum til gæster, der har en interesse i at se udvalgte arkivalier og museumsgenstande. Et samlingshus Nybyggeriet er et samlingshus i mere end en forstand. Det opbevarer samlinger - og det samler tre forskellige institutioner. Både Bodil Frandsen og Per Hadsund ser frem til at få et tættere samarbejde med de to øvrige lejere, KUNSTEN og Aalborg Stadsarkiv. - Vi har adgang til hinandens samlinger, og vi kan bruge hinandens forcer og viden i forhold til eksempelvis opbevaring, siger Per Hadsund. - Det er altid spændende med mange fagfolk i samme hus. Bodil Frandsen er enig. - Jeg tror, det bliver inspirerende at arbejde sammen. Og jeg håber, at man på sigt kan se i udstillinger ud af huset, at vi sparrer og samarbejde og eksempelvis bruger hinandens ting. Flytningen har været planlagt siden 2006, og det har taget måneder at revidere de mange museumsgenstande, pakke dem ned - og nu ud igen. - Det bliver rart at få en hverdag igen, hvor det hele ikke går op i flytning, siger Bodil Frandsen. Og selv om hun fremhæver, at museumsgenstandene får et kæmpe, bevaringsmæssigt løft, er det også med en smule vemod, hun siger farvel til de gamle lokaler og beliggenheden. - Jeg kommer til at savne nærheden til byen og museet i Algade.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden